Harms Way - Posthuman

Posthuman

· Udkom

Type:Album
Genre:Metalcore
Antal numre:10

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Aggressiv melodisk sci-fi-hardcore

Selvom Harm’s Way sjældent har bevæget sig udenfor deres hjemland, USA, og Canada og kun kortvarigt tilbage i 2015 rundede Tyskland, England og Australien på deres tour, så har de alligevel formået at opbygge et solidt omdømme og en solid gruppe af fans. Trods det at bandnavnet er set før hos to andre bands, det ene fra Sverige, det andet fra USA, har de alligevel forstået at skille sig kraftigt ud fra mængden med deres tunge riffs og aggressive vokal. Tager man definitionen metalcore, er det en fusion mellem genrer som hardcore, punk og heavy metal, og dette element mestrer Harm’s Way til fulde med Posthuman.

Brølende filosofi

Bandets tekster handler primært om at blive ved med at kæmpe, personlig udvikling og selvindsigt, men som navnet på albummet, Posthuman, antyder, så handler det også om dét at være mere end blot et menneske. Selvom det er svært at tyde ordene, som forsangeren James Pligge brøler, vil jeg dog stadig sige, at musikken ikke helt kan undgå at efterlade et varigt indtryk på lytteren.

Deres sound har udviklet sig gennem alle deres releases og er blevet mere tung og til tider grænsende til at have sin egen pulserende rytme, som går direkte i blodet på lytteren. Navnlig ”The Gift” fra deres seneste og fjerde udgivelse må siges at have denne unikke buldrende baspuls, som i takt med pladespillerens pickups bevægelse gennem rillerne dunker gennem kroppen og gør det svært at stå stille. Desværre er der også numre som ”Human Carrying Capacity”, der stopper ret brat, hvor man ligesom forventede lidt mere, samt nummeret ”Temptation”, der nogle minutter inde lyder, som om pladen er gået i hak.

Potentiale og raffinement

Jeg er overbevist om, at bandets fjerde og nyeste skift af label til Metal Blade Records er et tydeligt tegn på en ny milepæl i deres karriere, og jeg håber varmt, at vi engang i snarlig fremtid kan opleve dem på dansk jord, idet jeg slet ikke er i tvivl om, at de vil gøre sig godt på en livescene.

Efter at have hørt mig igennem deres udgivelser vil jeg personligt mene, at dette er deres hidtil bedste album. Deres trommeslager, Chris Mills, har tidligere udtalt: ”Vi har altid været tro mod, hvem vi er, og tilladt sangskrivningsprocessen at udvikle sig fra album til album, og som bandet har udviklet sig, er vores lyd blevet mere raffineret med flere metal- og industrielle påvirkninger”. Albummet er lidt kort, har lidt ensformige passager, og visse numre ender lidt brat, hvilket også ligger med til grund for min vurdering sammen med min glæde ved deres mesterlige pulserende sound. Men absolut et album med potentiale, som er værd at lytte til mere end én gang.

Tracklist

  1. Human Carrying Capacity
  2. Last Man
  3. Sink
  4. Temptation
  5. Become A Machine
  6. Call My Name
  7. Unreality
  8. Dissect Me
  9. The Gift
  10. Dead Space

Tilføj kommentar