Det lokale udbud er stærkt begrænset
Smilende børn, glade hundehvalpe og solskin er omtrent lige så omtalte i metallen, som prævention er i USA’s bibelbælte. Vil man dog alligevel være 100 % sikker på, at der ikke sniger sig den mindste smule glæde ind, når det metalliske quickfix skal tages, så er funeral doom det oplagte valg. Vil man endda være med på moden og handle lokalt, så kan man dykke lidt ned i den danske funeral doom-scene. Denne scene er dog stærkt begrænset og består kun af en håndfuld bands, som udgiver plader i et tempo langsommere, end de selv spiller. Sidst i juni udgav duoen Funeral Chasm dog debuten Omniversal Existence, som forhåbentlig kan puste lidt liv i den stillestående scene.
Nytænkning efter 30 år
Men selvom Omniversal Existence er en debutplade, så kan man ikke ligefrem kalde Funeral Chasm for uerfarne. Den ene halvdel af duoen er ingen ringere end Danny Woe, som mange doom-kendere sandsynligvis har stiftet bekendtskab med som vokalist i det hedengangne Woebegone Obscured. Derfor er det da heller ingen overraskelse, at der er en del ligheder mellem de to bands – Woebegones mere black metalliske stil er dog lagt på hylden til fordel for en mere klassisk funeral doom-retning.
Det er dog ikke med de typiske tonstunge livsuddrivende riffs og gutturale kryptbrøl, at Funeral Chasm brillerer. Dermed ikke sagt, at disse sektioner er nogle, der bør lægges i den grav, de giver associationer til, for ”Sunrise Vertigo” og ”Extracting the Flesh From the Gods” er da bestemt med i overvejelserne, hvis jeg skal agere DJ til et begravelsesoptog. Knusende riffs, der ruller så langsomt henover lytteren, at der ikke er andet end benmel tilbage, er altid velkomne, men i de tredive år, der er gået, siden Thergothon udgav Fhtagn nagh Yog-Sothoth, er der ikke sket det store på isbryderriff-fronten. Dog er det værd at nævne, at Funeral Chasm, ganske effektivt, prøver at eksperimentere lidt med et samspil mellem guitar og underliggende synth.
I stedet bør man lytte lidt nærmere til åbneren ”Embellishment of Inception”, ”The Truth that Never Was” og generelt sektionerne med ren vokal. Alt for ofte overser funeral doom-bands, hvor effektivt en deprimerende stemning kan forstærkes af et samspil mellem growl og ren vokal, men den effekt skal jeg da lige love for, at Funeral Chasm har fået øje på. Mens den instrumentale side skæver til mere goth doom-orienterede bands som Draconian og My Dying Bride og nærmest flyder over af ren og skær tristesse og depression, så rummer Dannys vokal en sorg, der nærmest ikke er til at bære at lytte til. Stolt messes, synges og udbasuneres der, men tragedien og smerten har i den grad drænet verden for farve og efterladt den kold, trist og grå. Efter en tur med Funeral Chasm og Omniversal Existence er der kun en vej, og det er direkte i en etværelses med låg.
Vi skal længere ind – vi skal helt ind i sindet
Hvis du er en af dem, der tænker, at funeral doom udelukkende er gravstensriffs og dødsrallen, så kan du godt tro om igen, for danske Funeral Chasm er bestemt ikke blege for at eksperimentere med hverken ren vokal, synth eller gothgenren. Jo, de langsomme tunge riffs og den altoverskyggende sorg er bestemt at finde, men i centrum af det hele står Danny Woes fortrinlige vokal, der messer, growler og gjalder sig igennem hele det mørke følelsesregister og trækker dig med ned i dybet.
