Hollandske spektakler

Gegrepen Door de Geest der Zielsontluiking er en af den slags albumtitler, der får en til virkelig at værdsætte bands, der blot vælger at kalde deres album for ”Demo”, ”Unavngivet” eller ”I”. Den nok så mundrette titel fra det omtrent lige så mundrette, hollandske band Fluisteraars betyder noget i stil med ”grebet af den sjælelige opblomstrings ånd” – hvad end det så må betyde. Men om man kan udtale albummet eller ej, så ændrer det ikke på det faktum, at det er opfølgeren til Bloem fra 2020, som generelt modtog en hel del ros. Rosen er muligvis steget den hollandske duo til hovedet, for det må være den eneste forklaring på, hvorfor de har valgt at slutte deres fjerde album af med et nummer på næsten 21 minutter.

Grøn stue uden ritalin

Stilistisk set er vi ovre i atmosfærisk black, og der er klart nogle tråde at trække til bands som Winterfylleth og Wolves in the Throne Room, men samtidig har bandet valgt at forsøge at kanalisere de tidlige 90’eres black metal ved at forsøge at lyde både rå og upolerede. Det lykkes dog ikke helt, for her er ikke tale om en plade, der er indspillet på lillesøsters smadrede Fisher Price-båndoptager, men derimod et værk, der er optaget i et helt topmoderne studie og derefter mixet til at lyde smadret. Og netop både mixet og produktionen er det primære problem, som Gegrepen har. Bassen er utrolig høj, trommerne impotente og guitaren reduceret til hvid støj – og det hele forsvinder, når vokalisten Bob Mollemas åbner gabet. Hvilket ikke ville være et problem, hvis det ikke var, fordi den kære Bob har en ret træls vokal. Det lyder mest af alt, som om han forsøger at parodiere Quorthon i Blood Fire Death-perioden, ergo er der er masser af snerren samt forsøg på skønsang, der dog til tider bliver en kende falsk. Men bare uden den naive charme, som Quorthon formåede at tilføje sin musik. Hvis det ikke var nok, så har bandet også en herlig fascination af feedback og rumklang, hvilket de beviser igen og igen, men værst må siges at være de sidste to minutter af ”Brand woedt in mijn graf” (nej jeg gider ikke engang forsøge at google mig frem til, hvad den titel betyder), selvom slutningen på ”Het overvleugelen der meute” er tæt på at være lige så irriterende.

Men der er selvfølgelig også den helt enorme elefant i lokalet, nemlig det 20 minutter lange vanvidseksperiment, der er ”Verscheuring in de schemering”. Jeg er nødt til at understrege, at jeg godt kan lide lange sange, hvis det altså virker og giver mening – hvilket det her nummer bestemt ikke gør. Det er næsten svært at beskrive alt det, der er i vejen med sangen, men jeg vil da gøre et hæderligt forsøg. Det største problem må siges at være den røde tråd, der er lige så fraværende som den familiefar, der gik på tanken efter smøger. Det ene øjeblik kører vi den ind med totalt standardiseret black metal, det næste sidder vi i rundkreds med en akustisk guitar og hygger os – for slutteligt at havne i et avantgarde-jazznummer så kaotisk og larmende, at man mistænker Fluisteraars for at have optaget grøn stue i et musiklokale – uden den sædvanlige dosering af ritalin. Det er så larmende, at Imperial Triumphant fremstår stille og afmålt! Kort sagt er det simpelthen et skrækkeligt nummer.

En ørkenvandring

Gegrepen Door de Geest der Zielsontluiking er ikke et specielt langt værk, men det føles alligevel som at pendle fra Strandby til Johannesburg. De få momenter, hvor det faktisk lykkes bandet at lave musik, der er tåleligt, drukner lynhurtigt i gentagne støjeksperimenter og manglende musikalsk retningssans. På samme måde som jeg kæmper med at udtale albummets navn, kæmper jeg for at sige noget pænt om albummets indhold. Og jeg må erkende, at ligesom jeg fejler vedrørende navnet, fejler jeg vedrørende de pæne ord.