Forrygende “debut” fra thrashens nye fakkelbærere
Er thrash metal på vej væk?
Hører du til blandt dem, der følte sig lettere desillusionerede, da mægtige Slayer lagde spaderne på hylden for et par år siden? Og følte du også, at eksempelvis Power Trip kunne have været thrashens redningsmænd og båret faklen videre, hvis det ikke lige havde været for Riley Gales alt for tidlige død? Så er du ikke den eneste. Men frygt ej, kære metalhoved. Her får du en yderst veloplagt kvintet fra Richmond, Virginia, der er klar til at stille din thrash-tørst. De hedder Enforced, pladen hedder Kill Grid, og det kan godt gå hen at blive stort. Rigtig stort!
Gør klar til headbang og håndbajere!
Det kan godt diskuteres, hvorvidt Kill Grid er et debutalbum. Men i og med at Enforceds første album, det to år gamle At The Walls, var en opsamling af demoer samt et par nye numre, kan man godt tillade sig at udråbe Kill Grid til bandets første rigtige skive. Og sikken bedrift! Stilistisk placerer de fem herrer sig et sted mellem de to førnævnte bands, Slayer og Power Trip, og giver os ni fremragende skæringer i løbet af pladens 41 minutter. De opfinder ikke ligefrem den dybe tallerken. Faktisk er guitaristerne Zach Monahan og Will Wagstaff mere end bare en smule inspirerede af Kerry King og Jeff Hanneman og deres store veneration for en allestedsnærværende whammy-bar. Men på den anden side er de heller ikke et direkte plagiat af noget, vi har hørt tusind gange før. Enforced har deres helt egen groove-fyldte og ultradynamiske thrash-lyd, der placerer sig et skønt og iørefaldende sted mellem Bay Area og Texas, og her træder de sjældent forkert.
Åbningsnummeret “The Doctrine” samt efterfølgeren “UXO” efterlader lytteren forpustet og godt træt i nakken. Og man skal ikke ret langt ind i hverken “Beneath Me” eller “Malignance”, før ens højre forlomme hurtigt slides af som følge af ekstremt hurtig downpicking med imaginært plekter. Bedst er dog titelnummeret, der med en alt andet end kedelig spilletid på syv minutter, plus en anelse tiltrængt variation på det tempomæssige område, er noget af det bedste crossover-thrash, jeg har hørt længe. Og fik jeg nævnt “Curtain Fire”? Forestil dig Machine Head anno 1994, dog uden konstante pinch harmonics, og så er du med. Det er fremragende!
Kill Grid er dog langt mere end rå aggression og billige Slayer-tricks. Det er en plade domineret af teknisk snilde fra alle involverede parter, og særligt præstationen fra frontmand Knox Colby (hvor sejt er det navn lige?) vokser på en. Og så skal den knastørre produktion med bassen dejligt langt fremme i mikset også nævnes. Bevares, det er ikke alle thrash-plader, der lyder som Metallicas …And Justice For All, men jeg kan nævne alt for mange plader inden for genren, hvor bassen er kriminelt lav. Det er heldigvis ikke tilfældet her.
Sangsnedkeri fra øverste skuffe – for det meste
Savner man Slayer og Power Trip, eller er man bare rigtig glad for medrivende og brutal thrash metal, må man for Lucifers skyld ikke misse denne perle fra Enforced. De fem amerikanere besidder perfekte mængder attitude, ungdommeligt gåpåmod og ikke mindst tekniske evner til at komme rigtig langt, og havde samtlige af albummets skæringer haft samme pondus, som dem, jeg har nævnt herover, havde karakteren måske været helt oppe på de magiske ti kranier. Men når alt kommer til alt, må man alligevel tage battle-vesten af for Enforced og et intet mindre end fremragende album. Thrash metal er bestemt ikke på vej væk.
