As December Falls - Everything’s On Fire But I’m Fine

Everything’s On Fire But I’m Fine

Udkom

Type:Album
Genrer:Pop-punk, Alternativ rock
Antal numre:14

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Det brænder!

Britiske As December Falls har markeret sig med deres eksplosive energi, fængende omkvæd og forsanger Bethany Curtis’ alsidige stemme gennem deres pop-punk og alternative rock. Bandet debuterede med albummet As December Falls (2019), hvorefter de fulgte op med Happier (2021) og Join the Club (2023). Undervejs har de finpudset deres lyd og univers og er nu ude med fjerde langspiller, Everything’s On Fire But I'm Fine. Her omhandler teksterne kærlighed, brud og selvopgør, samtidig med at musikken bevæger sig mellem mørkere stemninger og positive, enkle omkvæd, der hurtigt kan synges med på.

 

Fra glødende gnister til følsomme flammer

Åbningsnummeret ”Burn It All Down” sætter en mørk og desperat stemning, der fungerer som en stærk intro. Stemningen ændres dog hurtigt, da titelnummeret ”Everything’s On Fire But I'm Fine” går i gang med sine opløftende melodier og omkvæd, der nærmest tigger om fællesskrål. Det bratte skift til trods er det et af skivens højdepunkter. Her mærkes tydeligt en inspiration fra Avril Lavignes tidlige periode, dog med lidt mere 2025-kant. Ligeledes skiller ”Therapy” sig positivt ud med sit mørkere groove og et breakdown, der giver sangen et ekstra skud tyngde.

Pladens absolutte perle er dog ”Rewrite” – en stille, mere afdæmpet sang, hvor Curtis’ vokal står ufiltreret i centrum. Tekstlinjen ”I need a rewrite / But I can never rewrite you” balancerer perfekt mellem det smukke og det klichéfyldte, og nummeret viser en sårbarhed og styrke, der hæver sig over resten af materialet. Selvom det ligger uden for den rene pop-punk-formel, er det netop grundet ovenstående, at nummeret brænder sig fast. Havde undertegnede det på repeat en små 10 gange efter første lytning? Det kan bestemt ikke udelukkes. 

Ikke alle numre rammer dog plet. ”Ready Set Go” lider under en overdrevet vokaleffekt, der føles helt unødvendig, når Curtis synger så stærkt og flot i sig selv. ”Bathroom Floor” er letbenet, forudsigelig og uden de store overraskelser, men reddes af et omkvæd, der trods alt hænger ved. ”Sometimes I Hurt My Own Feelings” har gode hooks, men bidrager ikke med noget nyt til albummets helhed og falder lidt i samme grøftekant som flere andre numre. ”This Isn’t Us” afrunder skiven på stille og følsom vis, hvilket binder temaet om forlist kærlighed pænt sammen, men uden at efterlade det helt store indtryk.

 

En ild, der brænder ujævnt

Everything’s On Fire But I’m Fine viser As December Falls, at de mestrer både den energiske pop-punk og de mere eftertænksomme, følelsesladede øjeblikke. Albummet rummer stærke melodier, rå energi og sårbarhed, men også momenter, hvor idéerne ikke helt forløses. Helhedsindtrykket er ujævnt, men med tydelige beviser på, at bandet tør udvikle sig og skabe øjeblikke, der virkelig brænder sig fast. På næste udgivelse kunne de med fordel trække lidt mere væk fra midten og forene de to yderpunkter i deres lyd. Så endnu mere af den sårbare og dynamiske side samtidig med en ekstra portion kant og fokus på det mere rockede i udtrykket. Og så må de gerne undlade de indimellem unødvendige effekter på Curtis’ vokal og lade hendes stemme stråle uden.

Tracklist

  1. Burn It All Down
  2. Everything's On Fire But I'm Fine
  3. Ready Set Go
  4. Therapy
  5. For The Plot
  6. Fall Apart
  7. Rewrite
  8. Bathroom Floor
  9. Angry Cry
  10. I'm No Good Alone
  11. Grim Reaper
  12. I Can't Relate
  13. Sometimes I Hurt My Own Feelings
  14. This Isn't Us