Comeback i særklasse!

Mørk begravelse af alt, hvad helligt er!

Det er mange, rigtig mange år siden, jeg holdt op med at lytte efter, når svenske Dark Funeral udgav en ny plade! Jeg elskede de to første udgivelser, og specielt The Secrets of The Black Arts har den dag i dag en ganske særlig plads i min personlige black metal-kanon. Men efter opfølgeren, Vobiscum Satanas, har min interesse kunnet ligge på et meget lille sted. Men i 2015 dukkede der pludselig en single op med to nye, fuldkommen fantastiske sange på: nemlig Nail Them to The Cross og Temple of Ahriman, hvor bandet pludselig lød fuldstændigt revitaliseret. Singlen præsenterede også bandets nye vokalist, Heljarmadr, der har trådt sine sko i bands som Domgård og Cursed 13. En for mig fuldkommen ukendt vokalist. Han bragede igennem med en fed, egentlig ganske typisk black metal-vokal, men hans måde at frasere på er bare bedre end gennemsnittet. Så efter at have råhørt singlen var jeg alvorligt spændt på, om Dark Funeral igennem en hel plade igen kunne blive et band, jeg ville være fan af… og fandeme ja, fordi…

DARK FUNERAL er tilbage… i alvorlig grad!

Det er simpelthen så fedt, når et band, man ligesom havde opgivet, pludselig vender tilbage til storformen! Og det er lige præcis, hvad Dark Funeral gør med Where Shadows Forever Reign! Her kommer de med en skive, der i dén grad læner sig op ad fordums styrke, og tør jeg sige det; faktisk kommer i nærheden af The Secrets of The Black Arts! Bandet er på ingen måde gået på kompromis, men er stadig voldsomt brutalt, hurtigt, mørkt og ondt, og riffene er bare sindssygt stærke gennem hele pladen. Der arbejdes med svævende melodier henover et tæppebombardement af grind’ede trommer – nøjagtigt som Dark Funeral skal gøre, når de er allerbedst. Og på toppen ligger Heljarmadr med sin fede, fængende vokal og propper endnu mere atmosfære ned over musikken. Skiven præsenterer det ene fede nummer efter det andet, og ind imellem går bandet også i midt-tempo-mode og lader tunge, trampende riffs styre. Det giver en formidabel effekt, fordi det bringer voldsom meget catchiness ind i brutaliteten. Produktionen på skiven bør også nævnes: lækker og klar, men stadig beskidt nok til, at det ikke bliver fesent. Og som ekstra bonus til jer, der stadig køber skiven i fysisk form: Tjek lige det Necrolord-cover… det bliver bare ikke bedre!!

Fanboi? Oh, yes!

Min kærlighed til Dark Funeral er i dén grad flammet op med denne udgivelse. Bandet viser lige nøjagtigt, hvordan voldsomt brutal black metal skal eksekveres, således at det forbliver spændende og ikke kun er brutalt for brutalitetens skyld! Jeg tror, det bliver svært at finde en black metal-skive i 2016, der kommer i nærheden af denne – i min verden. Skynd dig ind på linket og lyt til titelnummeret… og læg for guds (Satans?) skyld mærke til vokalen!! En fanboi er genfødt!