Kan du huske de gode gamle dage, hvor Hubba Bubba kostede 50 ører?
Kan du huske Sods fra 1977? Næppe. De fleste husker dem først, fra da de i 1981 skiftede navn til Sort Sol og lagde punkrødderne på hylden. Navnet Sods, et lettere nedladende udtryk for en person, ville nok have svært ved at glide ubemærket igennem dags Danmark. I en tid, hvor man knap nok må kalde en spade for en spade, uden en længere forklaring på, hvorfor man ikke kalder den et håndteringsredskab, virker den slags provokation næsten nostalgisk. Og ja, nogle gange savner man det. Den der fandenivoldske, antiautoritære attitude. Heldigvis er den ikke helt død endnu. Indenfor punk- og grungegenren har Ashes of Billy nydt godt af deres talent de sidste par år. Crows in a Murder fra Helsingør træder nu også ind i rampelyset med deres debut-EP, Kill the Phoenix, klar til at bevise, at man kan komme langt på attitude og kampgejst.
Fire, fem ingredienser
Opskriften på en solid punkforsanger indebærer oftest en tur i detentionen, kronisk adhd og en læderjakke, der lugter af øl, røg og revolution. Hvor mange af de bokse, Tobias Kryger fra Crows in a Murder tikker af, er uvist, men i og med at han kommer fra Helsingør, er han godt på vej. Den danske gruppe spiller en rå blanding af grunge og punk, og Kryger skal have kredit for indlevelsen, som sidder lige i skabet. Bliver det lidt for pænt hist og her, og kunne der godt skrues op for råberiet? Ja, uden tvivl. Men energien er der, musikken marcherer, spyttet flyver, og vokalen gør alt, hvad den kan, for at opnå succes. Guitaren kværner løs i baggrunden som en stressramt snedker, mens trommerne holder sammen på kaosset. Bassen, leveret af Andreas Prior, ligger dejligt tydeligt i lydbilledet, hvilket klæder genren. Åbningsnummeret ”Kill the Phoenix” sætter tonen rigtig fint. Det er skarpt, kontant og har lige præcis nok kant til at skille sig ud, uden at tippe over i det overdrevne. En balance, som mange ikke lykkes med.
Når man arbejder på en EP på ’blot’ 12 minutter, er der ikke tid til at fedte rundt. Hver eneste sekund skal tælle. På trods af en stærk åbning begynder ”Pocket Dimension” desværre at køre i ring. Der er mere fokus på at få vokalen hurtigt leveret end at ramme den præcist, og guitarsoloen føles en smule påklistret. Som om at bandet godt vidste, at der bør ske noget, men ikke helt hvad. Det havde klædt nummeret at skære et vers fra og i stedet levere en skarp, kontant overgang. Eller helt lade være og lade lortet sluttet efter 90 sekunder. Det er attitude! Se bare Persecutor, der uden problemer leverede et helt album på en halv time.
Mit største kritikpunkt er dog trommerne. Talentet er der, men de bliver mest brugt som en stabil rygrad frem for et instrument, der må stikke ud og imponere. Det hele bliver lidt for sikkert. Samtidig fylder highhatten for meget i lydbilledet, og ender med at tage unødvendig opmærksomhed. Når det er sagt, er produktionen ganske vellykket. Den rammer en fin balance mellem det skramlede garageelement og det polerede. Det forstår Crows in a Murder glimrende.
En debut uden dikkedarer
Crows in a Murder har leveret en ganske udmærket debut, som jeg håber, kan katapultere dem fremad på den danske scene. Der må gerne tages flere risici, for i en verden, hvor alle vil være enten restaurantejere eller musikere, så kræver det en del mod og kampgejst. Tid er vigtigt for os alle, så tiden skal bruges godt!