Battle Dagorath - Cursed Storm of the Ages

Cursed Storm of the Ages

· Udkom

Type:Album
Genre:Black metal
Antal numre:18

Officiel vurdering: 9/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Kosmisk kraft og kuldegysninger

Efterhånden er det svært helt lapidarisk at fremsætte en gældende definition for black metal i dag. Der har siden Nordmændenes trodsige adfærd i starten af forrige årti, været utallige omformninger af genrens originale lyd. Sædvanligvis er lejrene meget opdelt og til tider polemiske overfor hindanden når spørgsmålet om hvad man kan tillade sig at kalde, eller ikke kalde, black metal bliver bragt op. Man kan retmæssigt forsvare argumenter der beror på at musik der har en bestemt lyd bør kendetegnes som black metal, alt imens det for andre udelukkende er et spørgsmål om ideologi – den rette ideologi vel og mærke. Efter denne anmelders mening gør både lyd og ideologi ofte hånd i hånd når et givet stykke musik absolut bør klassificeres som black metal. De populære temaer som Satanisme, Nat og Måne, Årstider (især vinter) samt overflod at tremolo riffs og en high pitched (savner et godt dansk ord for dette) vokal ville unægtelig være svært at underkende som black metal. Hvis man endvidere ser på nyere, mere progressive, bølger inden for genren som eksempelvis den Cascadiske scene (Wolves in the Throne Room etc.) eller såkaldte ’Post black’ genre (Alcest), samt utallige andre overlapninger, bliver de pågældende bands der er eksponent for denne lyd også indlemmet under kategorien ’black metal’ på trods af deres afvigelse i forhold til både lyd og ideologi (om end ideologien på mange måder er mere genuin end de såkaldt ’ægte’ former der blev nævnt ovenfor).Genrerytteri er en trættende og ultimativt nyttesløs bestræbelse på at kategorisere et stykke musik der i de fleste tilfælde burde tale for sig selv.

Battle Dagorath derimod vedkender sig mere den traditionelle skole af black metal, selvom bandet også inkorporerer elementer fra flere af de moderne grene. Med en spillelængde på hele 101 min. (omtrent 3 Slayer skiver!) bør dette også være en indikator for de fleste om hvad man omtrent kan forvente; tranceinducerende, dronende, grandiost er udtryk der er velvalgte i denne sammenhæng. Dette er bandets Tredje udspil, og er man bekendt med de to forrige vil man finde mange af de samme karaktertræk, denne gang blot i andre størrelsesforhold.

Lyden er på mange måder både kolossal og lydfattig på samme tid. Med dette menes at selve lyden (tilskrevet produktionen) er storladen og fyldig grundet de umådeligt fyldige guitarer, med en isnende distortion (mange eksempler kan hives frem, hos undertegnede henledes tankerne i første omgang på de tidlige Ulver plader, dog stadigvæk ikke nær så tinnitus fremkaldende) samtidig med at musikken er gennemgående simplistisk –deraf lydfattig. Guitarerne akkompagneres ikke helt usjældent af simple men velvalgte keyboards, der højner atmosfæren betragteligt ved at understøtte de ligeledes simple riffs. Vokalen er også nævneværdig da den overdrevne rumklang, ala tasmanske Striborg, er med til at yderligere at umenneskeliggøre materialet via ikke blot rumklangen alene, men i høj grad også fordi at vokalisten lyder som en vred fortabt sjæl der fremsiger forbandelser fra toppen af en bjergtinde (eller en forfrossen Nazgul). Lyden varierer fra nummer til nummer og alligevel følger de samme formular; I første omgang er der de mere up –tempo skæringer der lydmæssigt lægger vægt på repetition og riffs der på sin vis er umådelig kolde og barske samtidig med at være majestætiske og storslåede ; på samme måde som de tidlige Drudkh skiver.

Disse numre efterfølges af de langsommere, mere keyboard prominente numre, der emmer af bands såsom Vinterriket (hvoraf frontmanden står for keyboards her) og Paysage d’hiver. Lydbilledet fremkalder en fornemmelse af isnende kulde og storslåde bjergtinder, men man sporer også en anderledes kosmisk indflydelse. Lyden får deraf et mere esoterisk og enigmatisk præg og skulle man karakterisere bandets lyd (på trods af ovennævnte hudfletteri hvad angår netop meningsløs genredefinition) kunne den kaldes "Kulde –kosmisk black" – et dybt latterligt term der ikke desto mindre tjener som en forholdsvis nøjagtig beskrivelse af hvilke associationer bandet fremkalder hos én, der er alt andet end latterlige.

Alt i alt er dette et album der om noget kalder for ’rette tid, rette sted’ politiken, da albummets kraft utvivlsomt ville gå tabt, skulle man foranlediges til at spankulere ned at strøget på en solskindsdag. Det er kold, mørk og mystisk musik der kommer til sin i ret i de rette omgivelser på det rette sted. Det er en skam at albummet udgives på denne tid af året, havde det været udgivet om vinteren kunne man næppe finde noget mere passende soundtrack til at henslæbe tiden med i de mørke vinternætter. Det er nu engang ikke tilfældet og i stedet må man nøjes man at henslæbe tiden med albummet på de mindre kolde forårsnætter – men så er det godt at de fleste mennesker er udstyret med en livlig fantasi.

Trackliste

1. The Tomb Lies Deep Beyond at the End of Time 2. Cloud, Shadow, Earth & Flesh 3. Processional Across Dreamed Landscapes 4. Macrocosmic Haunting Vision 5. The Infinite Darkness Awaits 6. Awakened by the Spell of the Wind 7. Interdimensional Passageway Between Worlds 8. Myth of the Cold Ghost Sea 9. The Last Dying Winter

Der er ikke udgivet video eller lignende i forbindelse med udgivelsen.

Tilføj kommentar