En historie om en ugle, der drager i krig for at forhindre solen i at stige op
Feathers & Flesh er Avatars første konceptalbum
I år fejrer svenske Avatar deres 15-års-jubilæum, og det gør de ved at udgive deres sjette studiealbum: Feathers & Flesh. Pladen er bandets første konceptalbum, der iflg. sanger Johannes Eckerström skulle handle om en ugle, der drager i krig for at forhindre solen i at stige op. En tragisk historie, der i sidste ende er dømt til at mislykkes. Den vil på sin færd lære meget og møde mange skabninger med hver deres ideer og meninger, og i sidste ende spørger uglen, om den overhovedet har lært noget.
Det lyder meget indviklet, og hvis man kender lidt til de tossede svenskere, så er det det også. Men det er bestemt værd at drage på en sådan rejse med bandet, og bandet har da også brugt en overflod af utraditionelle instrumenter på pladen – bl.a. et orgel fra en gammel kirke i Göteborg. Så kom med ind i Avatars gakkede verden og få fyldt dine sanser.
Kom med på rejsen
Albummet starter med sangen ”Regret”, der i starten har en drømmende effekt over sig, men hvor der i sangens sidste del ligges op til albummets mareridtsagtige fortælling. Fra ”Regret” springes der direkte over i næste sang, ”House of Eternal Hunt” – et nummer, der lyder som en gal mand, der bare tonser derudad. Som det ofte er, så styrer Eckerströms stemme os dansende igennem dette vanvid i bedste Jeckyll og Hyde-stil.
”The Eagle Has Landed” har et fedt groove over sig med sine tunge guitarriffs, hvor man sikkert føres igennem versene lige indtil omkvædet, hvor der går cirkus i den, og klovnen stikker hovedet frem.
Og det er her, bandets største force er gemt. Det er de gakkede tivoli-melodier, der sammen med metalelementerne, bringer det hele op på et højere plan, hvor man op til flere gange sidder og tænker “hørte jeg lige det der?”.
Næste nummer, der bør nævnes, er den hektiske og drillesyge sang ”The Swarm”, der i sine næsten hele to minutter ender i en regn af harmonier af vokaler og guitarer.
Alfredsson (trommer) og Sandelin (bas) åbner "Pray the Sun Away", som er et af albummets tungere om endnu mere skizofrene numre. Hele bandet leverer en fantastisk præstation på dette nummer, men førstepladsen går til rytmesektionen, der bærer de andre.
Alt har en ende, og dette album lige så
Avartar startede deres karriere med at spille melodisk dødsmetal, men den æra er forbi, og hvis man skulle kaste en genrebetegnelse efter Feathers & Flesh, så vil det blive noget hen ad avantgarde-tivoli-metal. For det, de spiller, er så sært og dragende, at jeg gentagne gange under aflytningerne af albummet sidder og trækker på smilebåndet over, hvor tosset det her er, og samtidigt nikker jeg anerkendende over, hvor fedt der her også er.
Feathers & Flesh drager af sted med 9 kranier, og så må de herrer gerne snart indfinde sig på dansk jord igen.
