New Nordic Noise

Ættir er lidt af en supergruppe med folk fra både Huldre og Saturnus – to bands, der ellers lå i hver deres ende af det musikalske spektrum, men netop dette forklarer måske, at bandet refererer til sig selv som værende ”pagan doom”.

Fugl eller fisk

Groft sagt er Ættir endnu et band med fokus på den danske oldtid med masser af referencer til nordisk mytologi og alt, hvad der hører til. Ikke just uudforsket land eller nyt territorium, så derfor må man stille sig selv spørgsmålet – hvad kan Ættir, som de mange andre pagan/folk-bands ikke kan? Svaret på det spørgsmål må være ”cello”. For der, hvor Ættir virkelig brillerer, er ved at have inkluderet et af de sejeste instrumenter på kloden nemlig violinens grandfætter.  

Det instrument kan bare noget, som intet andet instrument kan, og dets klagende klang er virkelig med til at tilføje en mystisk melankoli til musikken. Tag bare intronummeret ”Gravfærd”, hvor cellisten Veronika Croell Voetman virkelig får lov til at trylle.

Det er dog ikke alle numrene, hvor celloen er lige meget i fokus, så der er også plads til de mere klassiske metalinstrumenter som guitaren og bassen. Dog virker det primært, som om Tor og Lasse mest af alt havde lyst til at jamme Mercyful Fate-riffs, imens Nanna smukt fortæller om, at vi alle skal dø.

Alt i alt er det en EP, der er svær at blive klog på. Der er ingen tvivl om, at Ættir vil en masse ting og har store visioner – ej heller er der en finger at sætte på produktionen (gode gamle Flemming Rasmussen!) eller sammenspillet. Men den lidt løjerlige blanding af oldnordiske tematikker, en stryger fra renæssancen og guitarriffs fra 70’erne gør, at man som lytter ikke helt ved, om det er fugl eller fisk, man står med.