9000 John Doe - Redneck Is The New Black

Redneck Is The New Black

/ Target Group · Udkom

Type:Album
Antal numre:11

Officiel vurdering: 4/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Bonderøvsrock!

9000 John Doe rejste sig i 2011 fra støvet i, ja, Aalborg. Dengang var det med udgivelsen Roll With It Or Get Rolled Over, og nu er de klar med deres andet album, Redneck is the New Black. 9000 John Doe beskriver sig selv som værende "et lokalt bonderøvsband fra Aalborg med rødder i god, gammeldags rock ’n’ roll, og nyere melodisk metal".

Genreforvirret og kaotisk, men med højt energiniveau

Med det sagt, så tror jeg at 9000 John Doe er en smule genreforvirrede, hvilket både kommer til udtryk i deres musik, men også når de beskriver sig selv som både "hillbilly hardcore" samt "rock ’n’ metal" – vi må siges at komme vidt omkring i genreuniverset her. For at forenkle det lidt, er det langt nemmere at klassificere 9000 John Does musik som hard rock på grænsen til metal, tilsat det her redneck-tema, som albummets titel – og numre som "Country Zombie" og "Devilish Blues" – også indikerer.

Foruden dette er musikken hård, aggressiv, og der holdes et hurtigt tempo hele vejen igennem. Tilsat forsangerens råberi, der er lige på grænsen til at være en skinger form for growl, er det en noget kaotisk helhed, som albummet skaber. Jeg kan nemt forestille mig, at 9000 John Does stærkeste side er deres liveoptrædener – hvis altså energiniveauet er ligeså højt live, som det er på Redneck is the New Black.

Albummets absolutte højdepunkt er "Country Zombie", der faktisk er et rigtig catchy og forholdsvis melodisk nummer, selvom hårdheden bevares. Derudover er det feat. Jonny Hefty, hvilket både er åndssvagt og genialt.

Og som en konkluderende bemærkning …

9000 John Doe kan uden tvivl godt finde ud af at lave den musik, de gør – men desværre synes jeg ikke, at Redneck is the New Black skiller sig ud fra så meget andet. Helhedsoplevelsen er et forholdsvis monotont album, der byder på hård, kaotisk rockmusik med redneck-tema. Hvis det lyder som noget for dig, så tjek deres "Redneck is the New Black"-nummer ud herunder!

Tracklist

  1. Redneck is the New Black
  2. Snaps Till Death
  3. Did She Say That
  4. Like a Cannonball
  5. Never Corner a Cobra
  6. Black Heart
  7. Country Zombie (feat. Jonny Hefty)
  8. Lightning Queen
  9. The House Rules
  10. Devilish Blue
  11. 4 Bastards