.
.
.
|
|
|
t o r s d a g d. 5. j u n i
|
Dejligt at vågne i et telt som stadig var tilpas køligt, og med en god nattesøvn oveni hatten, var jeg i hopla til at tage hul på den lange dag/aften som ventede forude. Jeg havde hørt godt om det Kentucky baserede sydstats rockband Black Stone Cherry, så dem skulle jeg lige se. Lige ud af landevejen rock ’n roll, uden så mange dikkedarer, og en god måde at starte dagen på, alt imens man nyder noget nær dagens første øl, og gnider den sidste rest søvn ud af øjnene (som i øvrigt nok snare var et høfeber angreb – øv for det!). Men selve koncerten var altså en ok lytteoplevelse, som dog bar præg af at jeg ikke kendte til bandets materiale. Det samme gjorde sig næsten gældende, da jeg efterfølgende gik hen til Pain Of Salvation, som spillede på Zeppelin scenen. Bandet har høstet mange flotte ord for deres progressive metal, og de få numre jeg har hørt med dem vidner da også om et band der har helt styr på deres instrumenter. Denne koncert var ingen undtagelse, og Daniel Gildenlow er tilmed en dygtig sanger, som formår at tilføje numrene glans og power med hans fleksible vokal. Hr. Gildenlow havde i øvrigt fødselsdag samme dag, og det er jo ikke hver dag man oplever noget så ordinært, som en fødselsdagssang til en prog. koncert. Pain Of Salvation’s musik må jeg altså snart få tjekket mere ud – det har jeg vist også lovet mig selv de sidste 3-4 år. Næst på programmet var Primal Fear, som i den grad overrumplede mig totalt. Jeg har kun 3 af deres plader, og de lagde ud med noget jeg ikke kendte. Fuld smæk fra start af, og med en Ralf Scheepers der var totalt tændt, og som sang flot igennem. Virkelig fed lyd, og et publikum der bare var med fra start af. Desværre nåede jeg ikke at se dem færdig, da jeg også skulle nå over til Volbeat, som af en eller anden grund var sat til at spille på Zeppelin. Da de gik på til ”The Human Instrument” var pladsen pakket, og i de ni år jeg har været på Sweden Rock, har jeg ikke set et band trække så mange mennesker til den scene. Publikum tog imod med jubel og glæde så det var en fryd at opleve, og bandet kvitterede med at spille den nok bedste koncert, jeg til dato har oplevet med Volbeat. I halvanden time glemte jeg derfor, at jeg egentlig var blevet temmelig mæt af Volbeat, for sikken fest de fik skudt af sted. Michael Poulsen er virkelig god til at få gang i publikum, og hele bandet var totalt tændte. Dejligt at se et band, som trods massiv turné virksomhed de sidste par år, stadig har gejsten og i dén grad går ud og fyrer den af. Respekt for det! På selv samme scene, så jeg efterfølgende svenske Sonic Syndicate, men deres koncert blegnede fuldstændig i forhold til Volbeat’s sejrsgang. De prøvede virkelig, men trods en energisk indsats, kom deres melo-død ikke rigtig ud over scenekanten, på den nu halvtomme plads. Musikalsk flød heller ikke rigtig, så trods det faktum de altså har nogle gode idéer her og der i deres musik, var der tale om en noget lunken affære. Testament derimod, er jeg helt på fod med, og de er muligvis også mit alltime favorit thrash band (eller er det Megadeth? – jeg vakler lidt!), hvorfor jeg selvfølgelig så frem til denne koncert, men øv hvor var lyden ringe, nok den værste jeg til dato har hørt på Sweden Rock. Totalt grødet og usammenhængende, hvilket jo var super ærgerligt når nu Chuck Billy og drengene virkede tændte. Jeg gik så på potten, for at gøre has på den chili ret, som nu for alvor var begyndt at virke. Rundt regnet ti minutters non stop kamp, og så tilbage på pladsen, hvor lyden stadig lød som det jeg forlod. Noget af en nitte at komme tilbage til, især set i bakspejlet af den fantastiske koncert Testament leverede på selv samme scene, nogle år forinden. Testament kunne og ville, men lydmanden var desværre helt væk. Næste koncert var Disturbed, og her var der straks andre boller på suppen. Lækker lyd, og en David Draiman der kørte en sejr i hus. Jeg var forud lidt spændt på publikums respons, da Disturbed stilmæssigt måske falder lidt udenfor Sweden Rock’s koncept, men det virkede imponerende godt. Sangmæssigt er Draiman ikke et unikum, men han besidder trods alt en god karisma og energi, som også nåede os længere nede på pladsen. Alt i alt en særdeles godkendt præstation. Svenske At The Gates var i starthalvfemserne med til at definere den klassiske melo death stil – Göteborg lyden om man vil. Kronværket fra ´95, ”Slaughter of the Soul”, blev deres svanesang, og fik hurtigt klassikerstemplet. Efter tolv års dvale er bandet nu for en kort stund vækket til live, så selvfølgelig var det bare med at være på plads ved sweden stage, når nu denne unikke mulighed bød sig. Der blev da også gået heftigt til vaflerne fra start af, og hvor bandet kvitterede for den flotte publikums modtagelse, ved at spille en ovenud energisk koncert, hvor også lyden var med. Især frontskriger Tomas Lindberg var virkelig på dupperne og var her, der og alle vegne. Så fik jeg endelig set At The Gates, og jeg kan kun sige at de indfriede mine forventninger. Det gjorde torsdagens hovednavn, Judas Priest, sådan set også – hvorfor jeg stiller mig helt uforstående overfor den kritik, visse anmeldere beskrev denne koncert. Der blev lagt modigt ud med et helt sprit nyt nummer, i form af ’The Prophecy’ fra deres nye mastodont album, ”Nostradamus”, som på dette tidspunkt ikke havde ramt butikkerne endnu. Det generede nu ikke mig, for det storladne nummer fungerede fremragende som åbner. Lyden var dog en smule underlig i starten, og også alt for lav, men det blev der gradvist rettet op på efterfølgende. Som gammel Priest fan savnede jeg selvfølgelig også en masse numre – især ’Bloodred Skies’ havde jo været helt eminent at inkludere i settet – men nu kan man jo ikke forvente at de aldrende herrer skulle spille hele torsdagen, for at tilfredsstille alle fans behov. Judas Priest har heller aldrig været de mest energiske typer på en scene, hvilket fint illustreres af bassisten Ian Hill, som de sidste 30 år nærmest altid kun har bevæget sig indenfor én kvadratmeter på scenen. Til gengæld var både lys showet og sceneramperne flotte! Judas Priest leverede varen, som de skulle og som det kunne forventes. Så ingen sure miner herfra.
|
|
S R F 2 0 0 8
|
|
|
