.
.
.
|
|
|
l ø r d a g d. 7. j u n i
|
Godt brugt ovenpå et par dages fuldfed druk, junkfood og solskin, stod eminente Gotthard klar til at servere os en dosis velspillet rock, uden så meget pjat. Dette schweiziske band besidder nemlig, udover en sand perlerække af numre, også en særdeles dygtig sanger og indpisker i Steve Lee. Manden er nærmest en kloning mellem Steven Tylor og Ivan Pedersen, både sangmæssigt og i fremtoning. Således var der lagt i ovnen til en succes, og det var lige hvad det blev. Man kunne simpelthen ikke andet, end at blive i godt humør, den tid Gotthard var på scenen. En herlig koncert på det helt rette tidspunkt, og tilmed med et band der formåede at komme langt ud over scenen, trods dens store størrelse og selve tidspunktet. Efter denne sublime opvisning udi good times rock’n roll, blev det tid til finske Apocalyptica, som jo har høstet anerkendelse og interesse for deres cello versioner af velkendte thrash numre. Deres koncert fangede mig nu ikke stort, trods dens store sing a long repertoire af gammelt Metallica, Sepultura, Pantera og nu også blandet med deres egne numre. Videre gik det derfor over til deres landsmænd i Eläkeläiset, som spillede for et noget mindre publikum på Zeppelin. Det første kvarter var nu meget morsomt, men når man nu ikke forstår finsk, røg interessen hurtigt væk. Men sjov polka heavy var det da, og en anderledes oplevelse, men jeg valgte at gå over til Blue Öyster Cult, som så overraskede mig ved at være helt igennem kedelige. Dem var der sgu ikke meget liv i. Jeg kendte ikke deres materiale, men det så heller ikke umiddelbart ud som at det var noget de selv gad. Gaaab de var kedelige at se på, total røvballe uden bid. Da B.Ö.C. endelig blev færdige med at trætte folk, stod den derefter på Ratt, som derimod havde mere smæk på, selvom Stephen Pearcy’s anstrengte vokal i længden blev en tand for meget. Ok porno glam, men så heller ikke mere. John Corabi er sgu for god til at spille guitar i Ratt, hvorfor jeg ikke helt forstod han gad. Ham om det, og så kunne man jo lige få sig en bid mad, inden det blev tid til Triumph, som jo her skulle spille deres første koncert i tyve år. Ingen tvivl om at disse tre canadiere kan deres kram, men igen var der tale om en særdeles kedelig affære, og jeg blev efterhånden mat i skindet af al det kedsommelige bras, jeg de sidste timer havde trukket mig selv igennem. Men så blev det endelig tid til Avantasia, som i den grad overraskede mig positivt. Dette er jo Edguy sanger, Tobias Sammets værk, og han er jo bare en musiker man kun kan have respekt for. Der blev lagt ud med ’Twisted Mind’ fra det fantastiske ”Scarecrow” album, og så gik det bare af sted med det ene flotte nummer efter det andet. Til lejligheden var både Jörn Lande (ex-Masterplan), Bob Catley (Magnum), Amanda Sommerville (Epica, Kamelot) og André Matos (Angra) hentet til scenen, for at udføre deres respektive roller. Men også Kai Hansen (Gamma Ray) svingede forbi, og gav en flot indsats i nummeret ’The Toymaster’, der på pladen ellers synges af Alice Cooper. Bortset fra lidt lyd problemer, hvor André Matos vokal til tider var ikke eksisterende, var der tale om et helt igennem fantastisk og pompøst power metal show, som man kun kunne lade sig rive med af. I mine ører og øjne skulle Avantasia have spillet et længere sæt ,og så sluttet Sweden Rock Festival af, i stedet for Poison som i den grad var noget af et antiklimaks, ovenpå nogle ellers fantastiske festivals dage. Det er muligt at det har været på mode at svine Poison til gennem tyve år, men det jeg bevidnede her, vil jeg påstå var under al kritik. Bandet ’flottede’ sig også ved at komme alt for sent på scenen, og da de endelig stod der, kørte de et ’show’ af som overhovedet ikke hang sammen, og med en tyndbenet lyd, som var mere end kikset. Jeg gik endda længere op mod scenen, for det kunne jo være… men nej. Udover det; de har bare ikke numrene, og Brett Michaels er en middelmådig sanger. End of discussion! Men når alt så er sagt, vil jeg da gerne runde af med at takke for en rigtig fed festival, selvom lørdagens program svigtede en betragtelig kende. Vejret var dog helt sublimt, og ligeledes stemningen. Håber vi ses igen til næste år!
|
|
S R F 2 0 0 8
|
|
|