.
.
.
|
|
|
f r e d a g d. 6. j u n i
|
Det forhenværende danske band Royal Hunt, havde fået til opgave at sparke liv i kludene på folk fredag middag. Ikke det mest heldige tidspunkt at spille på, men Royal Hunt gik energisk til sagen, og præsterede en rigtig fin koncert. Efterhånden som sættet skred frem, kom der også flere folk til på plænen. Den nye mand bag mikrofonen, Mark Boals gjorde det rigtigt godt, men hele bandet er jo knalddygtige musikere, og alle virkede ret fornøjelige – især André Andersen, som var helt i stødet. En god start på dagen, hvor de efterfølgende timer dog gik med lidt spontanitet, hvorfor jeg kun fik set en smule af koncerterne med Joe Satriani og Ace Frehley. Begge virkede ret godkendt, især Satriani som jo virkelig brillerede på sin Ibanez, til stor jubel for det store fremmøde. Alligevel var det Carcass, som for mig, var dagens første rigtige store koncert. Jeg var noget spændt på at se, om de stadig kunne levere varen, efter 13 års dvale. Men bortset fra lidt lydproblemer i starten, hvor Jeff Walkers mikrofon drillede lidt, blev al tvivl kastet bort. De 'vrede' unge mænd fra Liverpool, med de finurlige tekster, var tilbage og stod man længere nede, var det som om tiden havde stået fuldstændig stille de sidste 13-14 år – for de lignede sgu også sig selv. Dog med den undtagelse at trommeslager Ken Owen (som blev ramt af en hjerneskade i 1999), nu er udskiftet med Daniel Erlandsson (Arch Enemy). Stor var glæden dog, da Ken Owen kom stavrende ind på scenen, og modtog folkets hyldest. Manden satte sig bag trommerne og daskede lidt i omkring et minuts tid, og det lød sgu ærligt talt ikke særligt godt. Men et smukt træk var det nu alligevel, og vi var da også nogle som faktisk blev lidt rørte. Hovedvægten af numre var naturligt taget fra 'Heartwork', 'Necroticism..' og 'Swansong', men også "Exhume to Consume" fra 'Symphonies of Sickness' blev det til. Efter de små lydmæssige problemer i starten, må jeg glædeligt erkende at dette var en fantastisk koncert, så jeg kan kun anbefale folk at slå til, hvis Carcass spiller i en by nær dig. Efter skallesmækker opvisningen fra Carcass, blev det tid til noget mere afdæmpede toner fra Whitesnake, som jo netop nu er ude og promovere deres særdeles vellykkede comeback skive, 'Good To Be Bad'. Fra denne fik vi også 3 numre, og disse fungerede ganske fint. David Coverdale lod til at være i godt humør, men hans stemme kan desværre ikke længere bære de høje toner hjem, som præger mange dele fra bag kataloget. Dette kom nu ikke som den helt store overraskelse, da jeg så tegn på dette ved Sweden Rock koncerten i 2003. Imellem tiden har jeg dog lært at sætte pris på især Doug Aldrich, som jo udover at være en kanon dygtig guitarist, også er manden der må tilskrives meget af æren for, at det seneste Whitesnake album, er blevet så gennemført som det vitterligt er. Med andre ord; denne koncert blev båret sikkert i land via det fantastisk velspillede band, som også leverede fine kor arrangementer. Coverdale selv, fungerede kun når stemmen ikke skulle helt op. De gamle legender i Saxon, lagde efterfølgende energisk an fra start, og serverede en potent opvisning udi klassisk heavy metal. Med Biff Byford i front, blev sejren kørt i hus, men med en lyd der undervejs måske var en kende for grødet, men intensiteten var bibeholdt og det var dejligt højt. En lækker og godkendt præstation, som dog for mit eget vedkommende, mest blev nydt i min søgen på ordentlig aftensmad og en god plads til Def Leppard. For skal jeg endelig nævne ét band, som for mig var hovednavnet, må det netop være Def Leppard. Efter den fænomenale koncert de serverede i 2006 på Sweden Rock, var forventninger ganske høje. Desværre stod jeg alt for langt nede, da de gik på – og her var lyden jo ret tam, for at sige det mildt. Men bevæbnet med øl og håb, tog jeg plads tyve meter længere fremme, og så kørte det bare. Vi fik den ene ørehænger efter den anden, bandet spillede fedt sammen og folk var på – i hvert fald der hvor vi stod. Joe Elliot er nok blevet en smule rusten i stemmen, men samlede set var denne koncert, nu alligevel mit største kick på Sweden Rock 2008. Man synger jo med på alle deres numre, og findes der i virkeligheden et band der har bedre omkvæd? Jeg tror det sgu næppe, og mit eget stemmebånd var da også helt fucked flere dage efter. Det overgik måske ikke showet, to år tidligere, men det var dælme fedt. Årets koncert indtil videre!
|
|
S R F 2 0 0 8
|
|
|
