.
.
.
|
|
|
t o r s d a g d. 7. j u n i
|
Torsdag middag skulle Dark Tranquillity spille, og det var endnu en koncert jeg havde set frem til, da de jo laver noget lækkert hegn. Tidspunktet var selvfølgelig ikke optimalt. Jeg stod ved ølteltet midtfor med min morgenmad, og dernede fra slog musikken ikke rigtig igennem. Lyden virkede diffus, så det hele flød lidt sammen. Jeg kom derfor aldrig op at køre, men vil da hjertens gerne opleve dem på en mindre indendørsscene, på et mere passende tidspunkt. Da jeg havde fået sagt farvel til den bagte kartoffel med skaldyrs salat på (ja hvorfor ikke), drog jeg videre rundt og tjekkede lidt Bluestone Company der udspringer fra det japanske band Savoy Truffle (som jeg så på Sweden Rock i 2002), men som nu har fået en amerikansk sanger i Chris Duarte. Stilen er sydstats rock med slide guitar og hele svineriet, men de gjorde det sgu ganske overbevisende, selvom det selvfølgelig er ret stenet at se japanere spille sydstatsrock. Senere fangede jeg slutningen af Thunder, som overraskede mig særdeles positivt. Derfor ærgrede det mig at jeg ikke fik oplevet hele deres koncert. Rigtig fed rock 'n roll med en sprød røst oven i hatten fra Danny Bowes, og med et tændt band der fik godt fat i publikum. Dumt af mig at glippe så meget af Thunder, og folk sagde også at det havde været ret fedt. Surt, men man kan jo ikke nå det hele. Midt på eftermiddagen var både Amon Amarth og Axel Rudi Pell programsat samtidigt, hvilket for mit vedkommende var sur røv, da jeg mægtigt gerne ville se dem begge. Jeg valgte dog Axel Rudi Pell, da jeg ikke havde lyst til at misse Mike Terranas altid vilde trommesolo. Jeg medgiver at trommesoloer som regel er dødens pølse at skulle igennem, med Mr. Terrana kan den svære kunst, både at underholde og forbløffe med sit potente spil. Dette var ingen undtagelse, og utroligt var det at se, hvordan en mand så legende let kunne lave de vildeste ting med stikkerne. Musikalsk forløb selve koncerten som forventet. Det er flot veludført hardrock med tonsvis af fede melodier, og Johnny Gioelis sang sidder lige i skabet. Især i de mere stille passager, hører man virkelig hans talent. Derudover er han også en rigtig god frontmand. Smid et overskæg på manden, og han kunne på afstand minde om Freddie Mercury. Mit eneste kritik punkt går på, at jeg godt kunne have brugt noget mere fart på her og der, da musikken kører lidt for meget i det samme tilbagelænede tempo. Men en god koncert, det var det sgu alligevel. Axel Rudi Pell styrer sin spade, og har et fedt navn. Næste band jeg skulle se var Symphony X, som desværre måtte aflyse året før. Men nu var de heldigvis atter kommet på programmet, og jeg havde virkelig set frem til denne koncert. Bandet består jo udelukkende af knalddygtige musikere, ligesom tilfældet også er, med eksempelvis Dream Theater. Men formår de at få udtrykket ud over scenen på en festival? Altså, Dream Theater gjorde det jo på Sweden Rock i 2005, og endda i en grad som jeg slet ikke turde have forventet. Lad mig blot sige det sådan; Symphony X på Sweden Rock 2007, var årets mest overraskende fede koncert, for mit vedkommende. Hold kæft, hvor er jeg glad for at jeg bevidnede denne triumferende opvisning ud i storslået og progressiv metal. Lyden var så blytung og massiv, at man kunne mærke bassen og de tunge riffs i hele kroppen. Dette bevirkede også at lyden til tider var lidt overstyret, men det betød mindre, for hold fast en fed mavepuster det var. Samtlige fem bandmedlemmer udførte deres rolle til UG med kryds og slange, men især blev jeg overrasket over hvor legende let superguitarist Michael Romero styrede sine strenge. At spille så knivskarpt kræver altså evner udover det normale. Virkelig beundringsværdigt. Læg dertil en rigtig sej frontmand i Russel Allen, som både sang som en drøm og styrede slagets gang med en imponerende og afslappet god attitude, der gjorde at man følte sig i særdeles godt selskab. Ingen tvivl om at dette var årets koncert på Sweden Rock for mit vedkommende. Fantastisk band, fantastisk musik, fantastisk lyd, fantastisk koncert!
Efter Symphony X's manifestation af hvordan et vellykket metal brag skal lyde, gik vi over til Søren Berlevs Gas Show der spillede i det store telt ved siden af. Her var der dømt dansk hygge med Gasolins mange fortræffeligheder. Stemningen var i top, men Gasolins musik fungerer nu engang bedst tilsat Kim Larsens karakteristiske vokal. De stive grønlændere der stod ved siden af os var dog ellevilde, men de troede sikkert også det var den ægte vare de så. Alligevel gjorde Peter Domtorp (også i Midnight Blues) det nu ganske ok som sanger, og som sagt var det ganske hyggeligt. Da hyggescenariet i teltet lakkede mod enden, blev det tid til Meat Loaf på den store festival scene. I starten stod jeg ved ølteltet midt på pladsen. Her lød det mildest talt magert, da hverken lyden eller Hr. Farsbrøds sangmæssige kompetencer nåede bredt ud. Bevæbnet med øl, tog jeg derfor plads oppe foran, og det skulle vise sig at være et fornuftigt træk. Her var lyden nemlig både saftig og pompøs. Han havde et virkeligt fedt velspillet band bag sig, og de to sangerinder løftede stemningen op på et andet plan. Nøj, hvor var de dog frække. Meat Loaf derimod formåede aldrig at imponere mig, da hans lunger ikke er hvad de har været. Men han er sgu en spøjs fætter at se på, og virkede meget dramatisk i sin optræden Ð til tider nærmest manisk. Den musikalske dramatik fortsatte efterfølgende, da Dimmu Borgir gik på. Her dog tilsat en særdeles solid klat ondskab. Jeg har aldrig før oplevet dem live og har kun begrænset kendskab til deres musik, men jeg må sige at de overraskede mig ganske positivt. Det band kan virkelig finde ud af at spille og skabe en fed uhygge med deres både brutale og teatralske musik. Jeg er ret vild med den måde de formår at flette nogle flotte melodier ind i deres sorte univers. Til tider er det nærmest som et soundtrack til en horrorfilm. Lyden manglede måske lidt mere bund, men ellers var det ren optur, og som mørket sænkede sig over pladsen, kom også det flotte scene lys til sin ret. Jeg kan kun opfordre folk til at sikre sig billet, når de spiller i Danmark til efteråret Ð og endda med Amon Amarth som support! Det kan kun blive godt. Af de tre headlinere som Sweden Rock havde på programmet i år, var det primært Heaven And Hell som fik mine hænder til at ryste af begejstring, for selvfølgelig er det en våd drøm der går i opfyldelse, når muligheden for at se Tony Iommi og Ronnie James Dio på samme scene byder sig. Jeg har tidligere set Black Sabbath i konstellationer med først Tony Martin og siden hen Ozzy Osbourne, men med Dio på vokal gik min Sabbath drøm endelig i opfyldelse. Der blev lagt ud med "The Mob Rules" og derfra gik det ellers lystigt derudaf med blandt andet "The Sign Of The Southern Cross", "Children Of The Sea", "Heaven And Hell", "After All" og det hele sluttede med "Neon Nights". I starten virkede lyden en kende for lav, men var ellers ganske god. Lyset fungerede ret stemningsfuldt på de borg kulisser der stod på scenen, mens grafikken på storskærmene ofte virkede lidt billigt lavet. Dette er selvfølgelig af mindre betydning. Som ventet var hverken Geezer Butler eller Tony Iommi de mest livlige på en scene, men Ronnie er jo vant til at styre slagets gang, og gjorde det atter denne aften. Utroligt så meget energi der kan være i så lille et menneske, og taget hans ret høje alder i betragtning, er det sgu svært ikke at blive imponeret Ð både af hans fremtoning, men i særdeleshed også af hans kraftfulde sang. Derudover virkede han oprigtig glad for, at få lov til at synge de her sange igen. Desværre havde han/de åbenbart ikke lyst til at spille hverken "Computer God" eller "Time Machine" fra det stærkt undervurderet "Dehumanizer" album, hvilket i min bog var ret synd, da disse numre byder på lidt mere peb på drengen. Og det var lidt det jeg savnede ved denne koncert, da der ganske enkelt manglede lidt mere fart undervejs i koncerten. Udeblivelsen af disse numre ærgrede mig især, fordi bandet både havde tid til en ligegyldig trommesolo, samt det faktum at selve nummeret "Heaven And Hell" blev syltet rundt regnet ti minutter for meget. Alt i alt var det dog utroligt fedt at få lov til at opleve netop denne konstellation af Black Sabbath, og på mange måder fik jeg det jeg havde forventet.
|
|
S R F 2 0 0 7
|
|
|