.
.
.
|
|
|
o n s d a g d. 6. j u n i
|
Vi ankom ved 14 tiden om onsdagen, og efter at have fået stablet lejren på benene og fået et par svale fra posen, var jeg klar til at gå op til danske Switchblade. Det var dog ret begrænset hvad jeg fik ud af den koncert, da Ken Anthonys vokal er virkelig ringe. Bandets beskidte rock'n roll er nu ganske ok udført, men så heller ikke mere. Når man tænker på hvor stærk den danske metalscene er disse år, er det desto endnu mere tragisk at Sweden Rock vælger at hive Switchblade på programmet. Senere samme aften var det dog tid til en helt anden musikalsk opvisning, da Annihilator skød en selvsikker og virkelig kompetent koncert afsted. Setlisten var rigtig godt skruet sammen, og indeholdte blandt andet fede numre som "Set The World On Fire", "Stonewall", "King Of The Kill" og selvfølgelig "Alison Hell". Men hele koncerten holdt et solidt niveau, og jeg stod bare og tænkte på hvor utrolig mange fede riffs Jeff Waters har på samvittigheden. Han kan sgu stadig sit kram. Bandet virkede også tændte, og publikum var på. Udover Jeff Water, fungerede også anden guitaristen og bassisten som frontsanger, afhængig af det pågældende nummer. Alle tre gjorde det godt, om end deres vokale evner ikke besidder samme talent som Aaron Randall lagde for dagen på albummet "Set The World On Fire", der efter min mening er deres kronjuvel. Lidt efter Annihilator gik af scenen, skulle The Australian Pink Floyd Show på. Dem havde jeg læst en del godt om dem, så det ville jeg lige tjekke ud. Det blev dog ganske kort, da Jeff Waters riff fest, fik syremusikken til at fremstå som auditivt sløvemiddel. Lyset var dog flot, og lyden også ganske proper. Det var bare det forkerte musik, på det forkerte tidspunkt, så farvel og ned til lejren det gik!
|
|
S R F 2 0 0 7
|
|
|