.
.
.
|
|
|
f r e d a g d. 8. j u n i
|
Fredag middag stod vores egne Pretty Maids klar til at servere folket en omgang iørefaldende hard/heavy rock på den ene af de to store hoved scener. Pretty Maids har jeg efterhånden set et utal af gange, men da de jo kan deres kram var der ingen vej udenom Ð så op med dannebrog og dagens første pilsnere - og vi stod trofast klar ikke ret langt væk fra scenen. Der blev lagt ud med "Back To Back" fra rød, varm og tung albummet, men dette viste vist kun det trænede øre. For da de gik på, manglede både vokal, guitar og stortrommer. Lyden blev der dog hurtigt rettet op på, om end det da var ret sjovt at se Ronnie Atkins mime i starten. Bandet spillede en fed hit parade, men kan de efterhånden også andet? Problemet med Pretty Maids er nemlig at de har lavet så sindssygt mange fede numre, at de bør spille mindst 2-3 timer for at gøre alle deres fans tilfredse. Morskab var der dog masser af, her som man stod bagstiv i den bagende sol. F.eks. da Ronnie Atkins skulle præsentere titelnummeret fra det nye album; "This is 'Welcome... øh, Wake Up To The New World". Eller da (det i øvrigt ganske fede nummer), "Yellow Rain" i egne rækker blev omdømt "Golden Shower". Ja, man skulle nok ha' været der selv, men i hvert fald var det en rigtig god koncert. Samlet set leverede de sgu varen, og de nye folk Morten Sandager på keyboard (Mercenary) og Allan Tschicaja på trommer (ex. Royal Hunt) fungerede godt sammen med resten af flokken. Som nogen kan huske lå Sweden Rock Festival som bekendt efterfølgende i samme periode som den skandale kamp Danmark spillede mod netop Sverige, og da vores flagstang efterfølgende blev mødt af Ken Hammer fra Pretty Maids, var det med ordene; "Opfør jer nu pænt, vi har ikke brug for flere fjolser på banen". Fjolser eller ej, vi opførte os sgu pænt hele vejen på Sweden Rock, så DK's riffmaster havde ingen grund til bekymring. Efter Pretty Maids hyggelige rock fest valgte jeg at restituere mig selv med brændvarme dåseøl nede i lejren, hvorefter jeg senere begav mig op til White Lion der skulle spille midt på eftermiddagen. Dette var ingen udpræget succes for mit vedkommende. Jeg stod ellers rimelig tæt på scenen, men Mike Tramp virkede desværre ikke synderligt entusiastisk, og besad på ingen måde den sult jeg havde forventet. White Lion var der dog heller ikke tale om, for hvordan kan man kalde det det, når ikke engang Vito Bratta er med på guitar? Lettere skuffet valgte jeg derfor at smutte over til Kreator, som var i fuld sving med deres energiske thrash metal.
Her var der andre direkte boller på suppen, om end disse druknede i Mille's sproglige platheder. Grov tysk accent væltede ud mellem numrene, og med frelste budskaber der fik tæerne til at krumme. Det er vel 15 år siden sidst jeg så Kreator, men jeg husker dem bestemt ikke så pinlige som tilfældet var her. Når de spillede var det fedt nok, men Mille Petrozza's lange gebrokne svadaer mellem numrene var direkte pinlige, hvor ordet 'fååking' optrådte 2-3 gange i hver sætning. Hold kæft og spil noget smadder, og fri os for dit røde vrøvl. Ja, det blev sgu for meget til sidst, og jeg valgte derfor at gå over til Circus Maximus som spillede op til dans med deres progressive metal/rock. Jeg er ret vild med dette band, der fuldstændig overrumplede mig med deres debut skive, "The 1'st Chapter", og efter have bevidnet deres musikalske kunnen på The Rock halvandet år forinden, var mine forventninger skruet lidt i vejret. De spiller altså pissegodt, og har i sanger Michael Eriksen en virkelig dygtig kapacitet. Lyden på den scene hvor de spillede (Zeppelin, tidligere Spendrup's stage) har dog ikke den fedeste lyd, om end den var acceptabel. Men der manglede både bund og høj volume. Trods de triste vilkår, må jeg sige de formåede at skyde en god koncert af sted alligevel. Bandet bør dog arbejde meget mere med en direkte performance mod publikum, da de på scenen fremstår lidt dvaske og generte. Giv los for helvede, I har jo talentet!! Nå, men ned i lejren det gik, og hvis jeg husker rigtigt fik jeg atter i den forbindelse et tarveligt måltid mad med på vejen. Nede i lejren stod den sædvanen tro på flydende kost, og vi hyggede os med verbale platheder i pis rendens skygge. Men hov, UDO skulle jo på. Godt nok har jeg set ham en del gange efterhånden, både solo og som frontmand i Accept. Men trods det faktum at jeg aldrig har betragtet mig som fan af mandens særegne vokal, blev jeg alligevel nød til at kæmpe mig op på plænen igen. Til min store overraskelse havde en sand syndflod af mennesker valgt at gøre det samme, og da jeg kom på rette plads i det store øltelt, kunne jeg med øl i hånden bevidne et storsyngende menneskehav ud for mine øjne. Da bandet sluttede af med "Balls To The Wall" sang både pladsen og det store øltelt med. Virkelig en fed oplevelse, og rart at se så mange mennesker skråle om kap. Det havde jeg godt nok ikke forventet, for igen...Udo...*ahem*..han kan jo vitterlig ikke synge. Men det havde åbenbart været et af højdepunkterne på festivalen, for i hvert fald blev koncerten rost i store ord blandt flere.
Ja, sådan kan det gå, og heldigvis fik jeg smagt lidt på den gode stemning undervejs. Efter UDO fællessang blev det tid til Sverige's svar på Motley Crue, Hardcore Superstar. Jeg havde aldrig hørt om bandet, men det havde en hel del andre åbenbart, for i hvert fald var der rimeligt godt med folk oppe foran da de gik på. Bandet spillede en beskidt form for heavy rock'n roll, ikke langt fra hvad Motley Crue gør, og de havde også denne her direkte attitude som er utrolig vigtig indenfor genren. Jeg synes det var fedt nok, men da jeg ikke kendte bandets materiale, valgte jeg at gå over til Talisman (som jeg heller ikke kendte, udover selve navnet). De skulle spille afskedskoncert, idet at Jeff Scott Soto nu er kommet med som ny frontmand i Journey. De havde en fed lyd, og virkede godt sammentømret rent musikalsk. Scott Soto er uden tvivl en dygtig sanger, og laver desuden nogle sjove og hurtige bevægelser med mikrofonen. Gad vide hvor langt tid han har brugt på at indøve disse sjove moves? Som nævnt blev musikken sikkert fremført, og de kan bestemt deres kram. Musikken sagde dog ikke mig det helt vilde, men bandets fans blev næppe skuffet. Senere samme aften skulle Aerosmith spille op til dans, og selvfølgelig skulle jeg da også se dem. Jeg er nu ikke decideret fan af bandet, men de har nu immervæk lavet en fed perlerække af sikre hitbaskere, og jeg har ikke oplevet dem siden Roskilde Festivalen i 1994. Som ventet blev plænen fyldt med mennesker, og det var tydeligt at Aerosmith kunne trække betydeligt flere folk end Heaven And Hell gjorde det aftenen før. Vi fik dog en god plads, med fint udsyn til både scene og storskærme. Efter en god video intro, sparkede de festen i gang med "Love In A Elavator", der jo også er et fedt swingende rock nummer. Den gode stil fortsatte de næste mange numre, hvor vi fik serveret sikre hits som blandt andet "Dude's Look Like A lady", "Crying", "Eat The Rich" o.s.v. og der var derfor lagt op til den helt store fest. Endvidere var Steven Tylor i storform, men så gik det pludselig galt. For midt i settet gik der simpelthen bøvet blues i den, og dette fortsatte i alt alt for lang tid. Jeg tabte fuldstændig fokus, og valgte at få noget at spise i en af de omkringliggende madboder. Da jeg endelig var færdig med at spise, spillede de stadig blues, og jeg kunne se hvordan mange folk efterhånden begynde at finde vej mod udgangen. Jeg valgte at følge trop, da jeg ikke havde intentioner om at blive fanget i en sand folkeudvandring når de sluttede. Det der startede som en sand rockfest, sluttede for manges vedkommende med dette antiklimaks midt i settet. Det var i hvert fald den historie jeg også fik fra mange, så noget må der jo være om snakken. Jeg vil dog til bandets forsvar sige, at de selvfølgelig skal tilgodese så mange af deres fans så muligt, og deres bluesy halvfjerdser musik hører jo med til deres historie, så selvfølgelig skal den også være repræsenteret i deres liveset. Det blev bare for meget til sidst for rigtig mange, og vi mødtes efterhånden stille og roligt nede i lejren med meget den samme opfattelse af Aerosmith. Dagen efter vågnede man sædvanen tro alt for tidligt, fordi det simpelthen var umuligt at sove længe i et brændvarmt telt, og jeg erkender at jeg på dette tidspunkt var rigtig godt træt at primitivt teltliv, festivalslugt og varme dåsebajere. Til alt held havde jeg fået set de navne jeg fandt allermest interessante på årets Sweden Rock, så med den konklusion var det en nem beslutning at takke af for denne omgang, og bevæge snuden hjemad til mere humane faciliteter.
|
|
S R F 2 0 0 7
|
|
|