.
.
.
|
|
|
l ø r d a g d. 11. j u n i
|
Sebastian Bach,
Sweden Stage, 15:00-16:15
Ovenpå gårdagens brandert var min krop helt færdig, hvilket var grundlag for, at jeg missede Therion koncerten kl. 12. Først klokken lidt i 15 fik jeg nosset mig sammen til at gå op på pladsen til Sebastian Bach (ex. Skid Row). Det var der også en hel del andre der gjorde, og man må sige at folk var mødt talstærkt frem. Skid Row har dog aldrig sagt mig det helt store, og Bach’s solo karriere er nærmest gået mig fløjten. Alligevel har jeg i Sebastian Bach haft indtrykket af en god frontmand og indpisker, hvilket da også viste sig at holde stik. Uanset min holdning til hans vokale præstationer, må jeg sgu sige, at han fik skubbet godt gang i kludene. Folk var på, og den smittende effekt var ikke til at tage fejl af. Fuld fart ud over stepperne, med en entusiasme få kan matche. Det blev et godt rockbrag i den solskinsrige svenske eftermiddag.
|
Yngwie Malmsteen,
Festival Stage, 16:30-18:00
Det er efterhånden en rum tid siden jeg har fulgt rigtig med i Yngwie’s karriere, hvilket skyldes de pænt ringe skiver som udkom efter den ellers ganske fede ”Facing The Animal” (1998). Men at manden har kreeret en samling solide numre gennem årene, er jeg ikke et øjeblik i tvivl om, så jeg måtte jo lige tjekke ham ud. Det blev dog en kort fornøjelse, da jeg på dette tidspunkt ikke var gearet til hysterisk lir og lettere rodet lyd. Doogie White er nu heller ikke min fortrukne vokalist, og jeg synes faktisk han synger lidt for ordinært. Ved min side stod en rigtig anti Yngwie fan, som spontant fyrede følgende sætning af: ”Jeg må være død, og godt på vej ned i helvede”. Så slemt var det nu heller ikke, men jeg valgte at spare energien til…
|
Candlemass,
Festival Stage, 20:00-21:30
Candlemass, som gik på et par timer efter. Det viste sig at blive en ganske fed koncert, og de mørke skyer på himlen fungerede som en god ekstra kulisse. Der blev lagt ud med ”Black Dwarf”, og allerede fra start af var lyden perfekt og dejlig tung. Messiah synger forsat respektindgydende, og hans vokal hører da bestemt også til de mere særegne af slagsen. Der var intet at klage over her, og den guddommelige tunge doom synes da også at blive slugt råt af det store menneskehav.
|
Dio,
Rock Stage, 21:45-23:15
Når nu visse af de yngre kolleger skuffer, er det altid rart med evighedstroldmanden Ronnie James Dio, der gang på gang formår at tryllebinde publikum. Dette var ingen undtagelse, og drageheavyen blev skubbet i gang med ”Killing The Dragon”. Lyden var tæt på fænomenal god, det samme med sætlisten, hvor det især var en fryd at lægge ører til den tunge ”Shiver” fra det nyeste kongealbum, ”Master Of The Moon”. Det er mig ufatteligt, at han i en alder af 65 år stadig magter, at synge med samme kraft og intensitet. Fandeme godt gået, selvom koncerterne har det med at ligne hinanden lige lovlig meget. I den forbindelse skal det nævnes, at coveret til ”Holy Diver” fortsat er fast inventar som bagtæppe. Men når nu materialet er så stærkt, og det udføres ligeså overbevisende live er det til at leve med. Fornyelse? – nej tak!
|
Mötley Crüe,
Festival Stage, 23:30-02:00
Det var svært ikke at have høje forventninger til dette show, da Mötley drengene er indbegrebet af Sex, drugs and rock’n roll. Ja, jeg havde sgu glædet mig – men fire dages massiv druk havde sat sine tydelige spor i mit kadaver. Energien blev dog hentet frem i troen på, at dette her nok skulle blive en solid afskedsfest, plus det faktum at Mötley Crüe har sangene der kan bære en hel koncert uden at dale i kvalitet. Hvorfor helvede vælger de så at lægge ud med intet mindre end seks (6!!) mere eller mindre ligegyldige kompositioner, heriblandt ”Shout At The Devil”, ”Too Fast For Love” og ”Looks That Kill”. Smag og behag, og jeg ved at mange er rystende uenige med mig, men lige de numre fatter jeg sgu ikke har fået klassiker stemplet af Crüe fans. Faktisk begyndte det først at ligne noget da der blev sat strøm til ”Girls, Girls, Girls” og ”Wild Side”, men på det tidspunkt var både kræfter og tålmodighed på et absolut minimum. Jeg blev dog en røvfuld numre efterfølgende, men det kom for mig aldrig helt op at ringe – hvilket jeg i denne sammenhæng ikke kan bebrejde Mötley, for faktisk virkede de rimeligt tændte, hvilket kan ses i lyset af at de to tidligere ærkerivaler Tommy Lee og Vince Neil pjattede lystigt sammen, og snakkede om patter i et væk. Vi stod bare så tilpas meget langt tilbage, at vi intet rigtig kunne se, andet end lys og pyro – og som der i øvrigt var rigeligt af. Jeg var tilmed overrasket over hvor godt Vince Neil sang, selvom han jo ikke er nogen super vokalist. Ja, det var lige før jeg ikke savnede John Corabi, og skulle Mötley ulejlige sig med et Danmarks besøg, vil jeg bestemt være til stede. Lidt mere krudt i batterierne og et par storskærme så man kunne få et indblik i løjerne på scenen, havde bestemt gjort underværker. Men med den griskhed folkene bag festivalen ligger for dagen, skal man nok ikke regne med de helt store investeringer for at publikum skal få en optimal oplevelse. Alt i alt var det dog en fed festival, og det er lige før jeg glæder mig til næste år.
|
|
S R F 2 0 0 5
|
|
|
