.
.
.
|
|
|
f r e d a g d. 10. j u n i
|
Mustasch,
Rock Stage, 12:00-13:15
Disse seje svenskere var røget på programmet, da Arch Enemy havde meldt pas i sidste øjeblik. Det var jeg egentligt meget godt tilfreds med, da Arch Enemy på ingen måde imponerede mig da jeg så dem opvarme for Nevermore i Malmö. Nu er mit kendskab til Mustasch så næsten lig nul, men de få numre jeg har hørt, har haft positiv indvirkning på mig. Det gjorde koncerten også, i og med at frontmand og guitarist Ralf Gyllenhammar havde en smittende energi, der efter bedste evne prøvede at sætte en god og uhøjtidelig rockfest i sving. Ingen unødig slinger i valsen her, så Mustasch er bestemt et band som jeg vil dyrke lidt mere fremover. Der var således lagt i kroppen til at forsætte den gode linie, videre over til...
|
Black Label Society,
Festival Stage, 13:30-14:45
Black Label Society, som havde linet op med en mur af stacks på den store festival scene. Mindre kan vel heller ikke gøre det, når man snakker riff/lir ikonet Zakk Wylde! Efter en uheldig lang intro hvor netop Zakk stod og høvlede en masse ubrugeligt lir af, brød der endelig hul igennem til det fede druk hegn. Festen kunne begynde, og ud røg det ene fede humlenummer efter det andet. Zakk & band var tændte og i topform – lyd, stemning og vejr ligeså. Samtlige mærkesager blev viderebragt til…
|
Overkill,
Sweden Stage, 15:00-16:15
De legendariske thrash veteraner i Overkill, der atter fik beriget folket med et solidt energibrag. Bobby Blitz er intet vokalmæssigt unikum, men hans entusiasme kompenserer tydeligt for dette. Denne solskinsfyldte eftermiddag var ingen undtagelse, og hvor tit er det lige at man får mulighed for at råbe et søndrerivende ’FUCK YOU’ op mod scenen, og tilmed blive mødt med et smil!? Overkill har fortsat deres på det tørre, og det er vi satme nogle stykker der værdsætter. Ikke så meget pis der - kun høj stemning, øller og fuldfed thrash. Det’ sgu helt okay, hvis I spørger mig. Efter dette vellykkede arrangement, var det atter tid til lidt fællesflok nede i lejren med alt hvad det indebærer af platheder, dåsepils og tarvelig mad.
|
Dream Theater,
Rock Stage, 18:15-19:45
Hvor mange gange jeg efterhånden har set Dream Theater, har jeg ikke helt styr på – men de har endnu ikke skuffet mig live. Jeg var dog spændt på at se hvordan de ville klare sig på en festivalscene, men jeg skal da lige love for at jeg blev positivt overrasket. Dette skal også ses i lyset af at jeg faktisk var en smule skuffet over de brudstykker jeg havde hørt fra deres netop udkomne album, samt det faktum at de spillede en hel del derfra – hvis ikke det hele. Men hold da kæft mand, en professionalisme de lagde for dagen – ja, al tvivl blev nærmest revet bort. Den selvsikkerhed de besad på det tekniske, krydret med en veltilpas høj og perfekt lyd fortæller alt. James LaBrie var tilmed i topform, så de progressive perler havde alligevel deres rette rammer til endnu en triumf.
|
Hammerfall,
Festival Stage, 20:00-21:30
Hammerfall derimod, var nok den største skuffelse jeg længe har set. Hold kæft hvor var det ringe, totalt blottet for energi, hvilket ikke blev bedre af at der intet scenelys var. Hvad gik der galt der!? Jeg betragter mig selv som fan af bandet, men denne koncert levede på ingen måde op til mine forventninger. Jeg håber fandeme de strammer sig an til Giants Of Rock på Gentofte, for det her kunne de sgu ikke være bekendt. Jeg har nu set tre fede Hammerfall koncerter, samt ét styk katastrofe. – Og så i deres eget hjemland, på denne festival. Ja, jeg ryster sgu stadig på hovedet – men måske de ville indikere, at de netop havde udgivet deres svageste album.
|
Status Quo,
Rock Stage, 21:15-23:15
Ovenpå det hovedrystende ringe ’show’ fra Hammerfall, blev det tid til rock og rul fest med Status Quo. Vi stod godt nok samlet nede ved det store øltelt midtfor mellem de to hoved scener, men selv her var der masser af stemning. Bandet spillede et typisk Quo set bestående af deres egne fede live numre, krydret med de typiske evergreens som jo hører sig til. De undlod dog at spille ”In The Army Now”, men hvem behøver også den når man har hørt ”Caroline”, ”Whatever You Want”, ”Rock’n Roll All Over The World” og ”The Wanderer”. 1,2,3,4 og lige ud af landevejen – det var sgu meget fedt. Man fik hvad man kom for, og viste hvad man fik.
|
Sammy Hagar,
Festival Stage, 23:30-02:00
Efter Quo’s velkendte rockfest, blev det tid til Sammy Hagar og hans band The Wabo’s som blev aftenens sidste navn. Jeg har intet kendskab til mandens evner, udover hvad jeg har hørt på et par Van Halen skiver – samt den megafede koncert Van Halen netop fyrede af på Roskilde Festivalen tilbage i 1995. Mine forventninger var dog relativt store, plus det faktum at han muligvis kunne servere en ligeså overrumplende og sejrsikker koncert som Ted Nugent gjorde på Sweden Rock tilbage i 2002. De er jo begge indbegrebet af to uterlige fest originaler, hvis kæft sjældent står stille ret længe af gangen. Men tilbage til koncerten, så vil jeg sige det sådan, at Sammy gjorde alt for at smide en god fest i fjæset på os, hvilket resulterede i at selve hovedscenen blev lavet om til én stor natklub, hvor en masse tøser vimsede rundt på en gangbro. Det store og farverige Cabo Wabo bagtæppe skabte sammen med scene lyset, de helt perfekte rammer, men desværre var jeg gået død på dette tidspunkt, og Sammy’s entusiasme fangede mig desværre ikke. Jeg var med andre ord blevet for fuld, men hey – det er jo en festival! Så jeg tillod mig at være ligeglad, og væltede efter bedste evne ned til teltet.
|
|
S R F 2 0 0 5
|
|
|
