Så blev det atter tid til årets længe ventede Sweden Rock Festival, der igen iår havde en monster sublim line-up på plakaten, såfremt man er til heavy og tung metalrock af den mere klassiske slags. For på Sweden Rock skal man lede langt efter ekstrem tråd indenfor død og svartmetal, og endnu længere efter det efterhånden noget udvandet begreb, nu-metal. Og godt det samme, for Sweden Rock er vel noget nær det eneste rigtige slaraffenland, for ægte hårdrock's feinschmeckere, overhovedet i Europa. Et kig på programmet fortæller alt; Whitesnake, Twisted Sister, Queensrÿche, Uriah Heep, Krokus, Jethro Tull, Y&T, Yes, Motorhead... Vejret var, som altid, i top, og med de medbragte dåseøl fra Danmark, kunne festen roligt gå i gang. Stemning er der som altid masser af på Sweden Rock, og jeg glæder mig allerede til vi drager afsted igen til næste år.
Tankard, Sweden Stage, Fredag
Ved ikke om man kan kalde Tankard for Tysklands svar på Red Warsawa, men det er nok tæt på. Fælles for dem begge er at de ikke skal tages altfor seriøst, og at man operere med tekster der kunne været skrevet af en femtenårig (-retarderet alkoholiker).
Begge er også det jeg vil betegne som livebands, da deres musik lynhurtigt bliver for kedeligt og ensporet. Men festivalen var lige gået i gang, og dermed selve festen. Branderten hærgede virkningsfuldt og stemningen var fed - hvad mere kan man forlange. God musik ? - ikke nødvendigvis. Men i denne herlige tilstand lød Tankard som det helt perfekte soundtrack til en våd aften med vennerne. Og bandets frontmand, Gerre, var da også en rigtig charmetrold - som han stod der på scenen med sine fede ølvom og legede med sin mikrofon.
Krokus, Rock Stage, Lørdag
Mit kendskab til Krokus er faktisk lig nul, så det var egentlig uden videre forventninger at jeg plantede migselv med en flad Spendrup's pilsner foran Rock Stage denne solskinsrige lørdag eftermiddag. Men hold kæft hvor kom tvivlen dog til skamme, det her var sgu ROCK 'N ROLL i bedste AC/DC stil, og lige pludselig smagte den flade Spendrup's egentlig meget godt. Tænk at et band med så grimt et navn kan være så overbevisende, det fatter man jo simpelthen ikke en skid af, vel?. Rigtig fed og god høj lyd fik vi også, udover et tændt band - hvad mere kan man forlange?. Jow tak der, Krokus holder. Årets overraskelse.
Queensrÿche, Festival Stage, Lørdag
Endnu et af de bands jeg havde set meget frem til at opleve, var de progressive metal giganter fra Queensrÿche, som jeg aldrig før har fået tjekket ud live. Men det var en noget blandet fornøjelse at se dem, primært pga. af deres lidt mangelfulde setliste med for mange svipsere i form af langtrukne og ligegyldige numre. Men hold da kæft et sangorgan Geoff Tate besidder, jeg var fuldstændig målløs over hans vokalakrobatik, der flere gange fik hårene til at rejse sig på mig.
Årets sanger på Sweden Rock 2003, simpelthen. Mindre kan ikke gøre det.
Tate var da også i et fint humør, og bandet virkede godt sammenspillede. Generelt havde de også en rigtig fed lyd med masser af bund i. Men hvor fa'en blev MTV hittet "Silent Lucidity" af?????
Whitesnake, Festival Stage, Lørdag
Det kan godt være at David Coverdale er tungrockens svar på Tom Jones, både hvad angår kraftfuld vokal, men selvfølgelig også pga. sin umættelige trang til kvinder. Men det skal han ikke høre et eneste ondt ord om herfra. Ligesom han heller ikke skal høre et ondt ord om sin optræden på Sweden Rock.
Selvom manden nok har lidt svært ved at nå de helt høje toner, så er der stadig stemme og kraft nok til at manden bør kunne holde den gående en dekade endnu.
Men i mine øjne er Whitesnake år 2003 bare ikke de 'rigtige' Whitesnake - Okay, jeg ved det godt, Whitesnake er David Coverdale, men det havde pyntet en del mere hvis guitaristerne havde været John Sykes og Steve Vai, i stedet for Reb Beach og Doug Aldrich.
Men lad nu det ligge, for det var sgu en god koncert de leverede. Festen blev skubbet i gang med "Bad Boys" uden så meget dikkedarer, og så stod den som ventet på en best off kavalkade fra Whitesnake's klassiske sangskat. Lyden var rigtig fed, og lyset ligeså. Publikum ellevilde, og den gode stemning herskede under denne koncert.
Jeg så desværre ikke showet færdigt - en kombination af for mange øl og for lidt søvn. Hvad ved jeg - det jeg så rykkede sgu.
Masterplan, Rock Stage, Søndag
Masterplan havde fået den utaknemmelige tjans at vække rockfolket med en koncert kl. 12 om søndagen, men der var kommet en del folk for at tjekke dem ud alligevel. Og det forstår man godt, hvis man har hørt deres debutplade, der udkom tidligere på året.
Masterplan består bl.a af to tidligere Helloween medlemmer Roland Grapow (guitar) og Uli Kusch (trommer), samt den eminente norske sanger Jorn Lande, og stilen kan vel betegnes som tungt og melodiøst heavy metal. Ikke nogen dårlig cocktail, og dette var da også en af de koncerter jeg bare ikke måtte glippe, men desværre var lyden noget tyndbenet i starten, hvor keyboardet fuldstændig dominerede lydbilledet. Ikke så heldigt for et band der kun tæller én guitarist... og hvorfor fanden tror mange bands (Masterplan inklusiv) at deres musik kommer ordentlig til sin ret med kun en guitarist live, når albummet er proppet med finésser. Hyr dog en ekstra mand på spade til touren, og lad folk få et respektabelt lydbillede, det vil sikkert også gavne pladesalget at folk går derfra med et solidt helhedsindtryk.
Nå, men Jorn Lande var fandeme bandets plus, en helt igennem fantastisk sjælefyldt sanger, der til sidst også nået at få folk godt med. Stående ovationer herfra skal dog lyde, og med ønsket om at se dem igen til næste år, lidt senere på dagen, med lidt bedre lyd... og med en ekstra guitarist.
Sepultura, Rock Stage, Søndag
Onde tunger vil påstå at Sepultura døde da Max Cavelera skred i sin tid, men at dømme ud fra det talstærke fremmøde til brassernes koncert, er dette langt fra sandheden. Personligt har jeg ikke lagt meget energi i Sepultura efter Max's exit, og mine forventninger til Sepultura var da også lettere lunkne. Men jeg må dog stadig tage hatten af for dem, for de er bestemt ikke døde endnu, og bandets mørke frontmand, Derrek Green (?) så da også ud til at kunne få folk godt med, og blev vel modtaget at publikum. Der var god lyd, og alt det der... men efter 5-6 numre skred jeg. Det havde jeg lige godt satans, ikke gjort dengang med Max C. Get my point?
Blind Guardian, Rock Stage, Søndag
Sidst jeg så Blind Guardian var engang tilbage i 1996 på det 'trendy' skodsted Rust i København, hvor bandet leverede en mildest talt tvivlsom koncert, præget af for meget fuldskab og ditto tømmermænd. Med andre ord; ikke særligt fedt - så det var selvfølgelig med lidt blandede forventninger at jeg drog hen mod Rock Stage for at tjekke "Ringenes Herre på speed".
Men jeg blev sgu (som ventet og håbet) noget overrasket, for bandet havde nosset sig sammen, og leverede en ganske fin præstation, som tilfulde indfriet mine mine (trods alt) håbefulde forventninger, og manede dermed min tvivl godt til jorden.
Bandet havde også godt fat om det store publikum, og lyden var sgu iorden. Høj og klar, og bandet var tændte. Hansi Kurch kunne rent faktisk godt synge live, hvilket han var for stiv til dengang på Rust - det blev da 'klaret' af en roadie.
Alt i alt ganske udemærket, selvom vokalen i længden bliver mig en kende for tam at lytte på, men smag og behag. Bandet kan næppe have skuffet sine fans her, og det er sgu det vigtigste.
Anthrax, Sweden Stage, Søndag
Hvis der var noget vi godt kunne blive enige om, nede i vores 'usle' lejr, der talte ikke færre end 18 hjerneblødninger, så er det fandeme at Anthrax styrer for hårdt... mand!.
Især efter at have set New York'ernes uovertrufne koncertbrag på Sweden Rock, er der ingen tvivl tilbage om hvorvidt og hvormeget Anthrax holder, her i det stadig forholdsvise nye årtusinde.
Jeg nævner i flæng: Band, lyd, lys, scene udsmykning, setliste, publikum var bare JÄVLA BRA!
Fra introen til den nye skive "We've Come For You All" satte i gang, og bandet lagde ud med "What Doesn't Die", var der bare den fedeste stemning foran Sweden Stage. Utroligt som bandet fik skubbet så meget energi udover scenen, og videre ud til folket. Vi gik da også pænt amok da "Caught In A Mosh" startede, hvem ville ikke det??? Selvfølgelig går man da AMOK til "Caught In A Mosh". John Bush har sgu en fed og rå vokal, og han sang de gamle Belladonna tracks, som var de skrevet til ham selv. Sublim frontmand, der forstår at levere varen.
Eneste minus: vi fik ikke "I'm The Law", og så er det også Anthrax' skyld at Twisted Sister måske blegnede lidt i forhold til, men hvad fanden. I er tilgivet!.
Kommer bandet til Danmark, så tøv ikke med at tjekke dem ud.
Twisted Sister, Festival Stage, Søndag
Dette var bandets første officielle show efter de atter er blevet genforenet, så forventningerne var selvsagt store. Og publikum var således mødt talstærkt op til det som skulle blive det sidste koncert brag på Sweden Rock dette år.
Personlig havde jeg set meget frem til dette show, da Twisted Sister muligvis er det band der har betydet mest for mig gennem tiden.
Men desværre blev meget af den gode stemning ødelagt af det tarvelige regnvejr, og der blev lagt ud med en noget tynd lyd, der oveni købet var alt for lav. Bandet var dog tændte, og trods vejr og problemer med teknikken, udartede koncerten sig til en fed fest. Dee Snider er stadig den fedeste frontman, og det er primært takket være ham at Twisted Sister nået at hive sejren i land i sidste halvdel af koncerten. For bandet som helhed kunne sagtens have været meget bedre sammenspillet, og i starten af "The Price" lød guitarrene nærmest ude af stemning. Yiiakes!!
Setlisten kunne også have været bedre skruet sammen, og det er mig uforståeligt at vi skulle undvære den fede live perle "The Kids Are Back", og så i stedet trækkes med den røvsyge og langsomme "Destroyer" ... Oveni købet med sætningen forud: "The party has just started" ... Øh, not yet, Mr. Snider.
Ellers synd, for Twisted havde ellers gjort en del ud af selve showet, med klassisk outfit og sminke a la "Stay Hungry"/"Come Out And Play", brændende T.S. logo, pyro, fyrværkeri og trommesættet blev hejst til vejrs, under A.J's trommesolo.
Well, nu skal det bestemt ikke lyde som rent ynk, for gu' var det sgu da fedt at se sine gamle barndomsidoler på scenen sammen igen, og deres energi fejlede absolut intet. Især var det fedt at se Mark Mendoza voldtæve sin bass, og Dee Snider der konstant rasede rundt på scenen som en utæmmet pitbull.
01. Intro
02. What You Don't Know
03. Like A Knife In The Back
04. Stay Hungry
05. Destroyer
06. Be Chrool To Your Scuel
07. Under The Blade
08. You Cant Stop Rock n' Roll
09. I Am (I'm Me)
10. The Fire Still Burns
11. Ride To Live, Live To Ride
12. Shoot 'em Down
13. We're Not Gonna Take It
14. The Price
15. I Believe In Rock n'Roll
16. Burn In Hell -
17. AJ's Drumsolo
18. I Wanna Rock
19. Come Out And Play
20. S.M.F
Skriv en kommentar i forumet!
heavymetal.dk redaktionen
|
