heavymetal.dk anmeldelser

[Album]: Winter Crescent - Battle of Egos [ep] [9/10]

info@heavymetal.dk (Time Signature) — Sat, 04 Feb 2012 18:14:50 +0100

Nu er Kreta jo nok noget, man forbinder med soksinsrige sommerferier, rustik mad, strande, Knossos, s�de appelsiner og masser af raki, snarere end progressiv metal. Ikke desto mindre kommer et af Gr�kenlands mere interessante progressive metal-bands fra Kretas undergrundsscene - nemlig, Winter Crescent.

P� "Battle of Egos" leverer Winter Crescent smagfuld og udtryksfuld progressiv metal med en lettere dyster stemning. Skiven er meget godt sammenh�ngende, men samtidigt er der stor variation mellem dens syv numre. Den gr�ske kvintet har form�et at kreere noget progressivt metal, der b�de er teknisk avanceret og stadigv�k meget tilg�ngeligt. Der er ulige taktarter nu og da, og kompositionernes strukturer afviger fra mainstream-musikkens konventioner. Det er meget tydeligt, at der er tale om et band der har t�nkt hver eneste detalje igennem. Dog har vi ikke med musik at g�re, der er for finurligt eller abstrakt til, at de fleste kan f�lge med.

Takket v�re deres evne til at kombinere det tekniske med groove, guitarharmonier og flydende vokalmelodier favner Winter Crescent ret bredt p� EPen, og dynamikken p� hele EPen g�r, at den til trods for den lidt m�rke stemning er meget behagelig at lytte til.

Produktionen er ikke alt for poleret og har et lidt organisk v�sen over sig, og det synes jeg egentligt er forfriskende i en genre, hvor alt ellers er krystalklart og ultrapoleret og, ja, sterilt, nu om dage. S� er det rart med en udgivelse, der har lidt kant over sig.

"Battle of Egos" er en solid udgivelse, der byder p� sofistikeret og tilg�ngelig metalmusik af h�j kvalietet, og hvis man er til progressive metal-bands som Fates Warning og Psychotic Waltz, s� b�r man helt sikkert anskaffe sig den. Ligesom Fates Warning og Psychotic Waltz h�rer Winter Crescent til de bands, der minder os om, at heavy metal er en kunstform.

[Album]: Consortium Project - III - Terra Incognita (The Undiscovered World) [8/10]

info@heavymetal.dk (Time Signature) — Sat, 04 Feb 2012 12:59:52 +0100

S� er det 3. kapitel i Lion Musics serie af reissues af Ian Parrys udgivelser med Consortium Project snart p� gaden. Det interessante ved Lion Musics reissues er, at man virkeligt kan h�re hvordan Consortium Project udvikles fra album til album.

Stilen er stort set den samme type prog power metal, som p� "I: Criminals & Kings" og "II: Continuum in Extremis"; eller rettere, det er en videreudvikling deraf. Hvor "II: Continuum in Extremis" var en klar forbedring i forhold til den noget tamme og forglemmelige "I: Criminals & Kings", s� holdes "III: Terra Incognita (The Undiscovered World)" p� samme kvalitetsniveau som forg�ngeren, men det samlede lydbillede justeres og tilf�jes en mere progressiv og en mere symfonisk dimension.

Som p� forg�ngeren er riffene p� denne skive ganske medrivende, og der g�res effektiv brug af b�de groovy og klassisk metal-rock riffage, der kombineres med power metal �stetik i form af buldrende stortrommer og store, f�ngende omkv�d samt en episk lyd. S� i power metal-afdelingen er alt, som det skal v�re.

Som albummets introduktion indikerer, s� har Ian Parry skruet op for for det symfoniske p� dette album, og keyboardsne har f�et en mere central rolle i lydbilledet - dog uden at blive alt for cheesy. Der er ogs� skruet op for det progressive, og der er kommet flere sk�ve rytmer og andre finurlige ting ind i lydbilledet, og keyboardnse bidrager ogs� med spacey effekter, som kendes fra 70ernes progressive rock. Og det gennemg�ende �sterlandske tema, der kendetegner denne skive, er da ogs� med til at generere et interessant lydbillede. S� selvom kvaliteten er den samme som p� forg�ngeren, s� er musikken dog stadig blevet en kende mere interessant p� denne skive.

Er man fan af pomp�s, men ikke cheesy, power metal med et progressivt twist og masser af melodi, b�r man tjekke denne skive ud.

[Album]: Orange Goblin - A Eulogy For the Damned [8/10]

info@heavymetal.dk (Time Signature) — Fri, 03 Feb 2012 21:03:18 +0100

Det britiske stener-band Orange Goblin har v�ret i gang siden midt halvfemserne og har v�ret et af de st�rre navne p� den britiske s�kaldte stoner-doom scene.

Hvis jeg skal v�re �rlig, synes jeg ikke, at der hverken er meget stener eller doom over "A Eulogy for the Damned" - der er simpelt hen for meget gang i numrene til, at man kan sidde og stene til dem, og der er alt for meget groove til, at musikken kan danne en dommedagsstemning.

N�r det s� er sagt, s� betyder det ikke, at "A Eulogy for the Damned" er d�rlig, for det er den ikke. Orange Goblin er nemlig ekstremt gode til at lave groovy riffs, hvoraf nogle endog kommer op og kan t�le sammenligning med nogle af Led Zeppelins og Black Sabbaths mere groovy riffs. Selvom jeg ikke synes, det er et specielt stenet album, s� er det tydeligt at h�re, at Orange Goblin finder inspiration i 70ernes betonrock, hvilket ikke blot reflekteres i de groovy riffs, men ogs� i mange af numrenes drive, de bluesy leadguitarer og den generelt rockede stemning, der gennemsyrer hele pladen. Og selvom, jeg ikke synes, der er specielt meget doom over pladen, s� er der da masser af m�rk stemning samt nogle tunge passager, men kun f� af dem kommer ned i rigtigt doom-tempo.

Under alle omst�ndigheder - om man synes, det er stoner-doom eller ej - s� er "A Eulogy for the Damned" et fedt groovy 70er rock inspireret album (dog med en meget moderne lyd), som burde appellere til fans af sludge metal og betonrock samt klassisk heavy metal.

[Album]: Pact - The Dragon Lineage of Satan [7/10]

info@heavymetal.dk (bloody.vomit) — Fri, 03 Feb 2012 21:02:54 +0100

Med en albumtitel som The Dragon Lineage Of Satan og et cover som det aktuelle, kan der n�sten kun v�re tale om black metal. Og det er da ganske rigtigt ogs� hvad amerikanske Pact leverer. Allerede fra albummets f�rste nummer Litany To Satan st�r det klart, at her er tale om r�, beskidt og m�gbrutal old school black metal, n�jagtig som vor bedstemor lavede den.

Her er alts� hverken storsl�ede keyboard stykker eller flot sk�nsang. Produktionen er selvf�lgelig r�, som den nu engang skal v�re, men heldigvis ikke s� elendig at den �del�gger albummet. Tv�rtimod er det kun med til at g�re musikken endnu mere beskidt.

Langt st�rstedelen af albummet foreg�r i et h�sbl�sende tempo. Trommerne hamrer derudaf, mens guitaren kommer med nogle isnende fl�sende riffs, der giver musikken en meget kold og hadefuld stemning. Vokalen er en typisk skrigende black vokal, der er udm�rket men som jeg dog ikke synes h�rer til blandt de allerfedeste/ondeste.

Der er n�ppe to split-sekunders originalitet eller nyskabelse i musikken, ligesom sangstrukturerne heller ikke just er voldsomt komplicerede. Derfor vil albummet nok ogs� prim�rt appellere til dem, der synes at der er ved at g� for meget F�tter BR i metalmusikken i almindelighed og black metallen i s�rdeleshed. Men selvom det hele er h�rt utallige gange f�r, og ogs� h�rt bedre f�r, s� bliver jeg personligt aldrig rigtig tr�t af denne type af musik, hvorfor jeg bestemt vil lytte til det fremover.

[Album]: Lamb Of God - Resolution [10/10]

info@heavymetal.dk (Munding) — Thu, 02 Feb 2012 16:53:18 +0100

Burn the Priest, New American Gospel, As The Palaces burn, Ashes of the wake, Sacrament, Wrath og nu deres nye Album Resolution. Lamb of God hed i begyndelsen af deres karriere, Burn the Priest. Men fordi spillestederne syntes at Burn the Priest var et for �direkte navn� skiftede de til Lamb of God, som ogs� er navnet p� deres f�rste CD. Bandet er et Amerikansk heavy metal band, og er h�rer under �New Wave of American Heavy Metal�, hvor bl.a. bands som Pantera, Chimaira, Killswitch engage, Devil Driver, Machinehead og mange flere ogs� tilh�rer. Foruden at skulle spille p� �rets Copenhell, har bandet varmet op for Metallica p� Death magnetic Touren, sammen med Mastodon.

Straight to the sun er f�rste nummer! Og i den anledning s�nker jeg hovedet og bukker �rb�digt, da der ikke er meget at komme efter. Et fedt langsomt nummer med cool riff og en meget r� attitude. Jeg vil sige at et spark i r�ven er vidst passende, for det er straffen for at lide Lamb og God! Sang nummer to Desolation, beviser at bandet er i topform. Nu er vi i gang. Et pletskud med et groovy riff og med intet andet et gl�dende metal hjerte, l�ner man sig tilbage i russen af store trommernes rullende, kamp klare takter af ekstatisk og r�t metal! Der er ikke tale om f�lsomme strofer, eller k�rligheds opr�b! Tv�rtimod, det er hadsk r�ddenskab og �Jeg fl�r pikken af dig og pisser dig i munden!� Randy Blythe, som er forsanger har det som en forsanger skal have. En fed stemme og h�nden der peger mod din indre Kriger. Foruden er dette album fyldt med fedt �H�WI�, man kan tydeligt h�re at �Guds lam� er inspireret af bands som Slayer og Pantera. De groovy riffs er jo Panteras kendem�rke og de hurtige finurlige fills er Slayers ekstase.

Lamb of God er intet mindre end et band der har sat sit spor, med dette album fort�ller de meget tydeligt at de er kommet for at blive. Det er hermed op til dig, om du vil undg� denne plade, for den fortjener en plads i din samling. Et mega fedt album i metallens navn! K�b den og lad dig flyde med!

[Album]: Caliban - I am Nemesis [7/10]

info@heavymetal.dk (emiliebregendahl) — Wed, 01 Feb 2012 22:50:19 +0100

S� er der nyt fra det samfundskritiske, tyske metalcore-band Caliban i form af det ottende studiealbum, �I Am Nemesis�, der kommer p� gaden den 6. februar. Tekstm�ssigt er albummet en forts�ttelse af Calibans seneste album, �Say Hello To Tragedy�, der udkom i 2009.

Ved f�rste gennemlytning virkede albummet voldsomt kaotisk, og jeg kunne ikke helt finde ud af om Caliban gerne vil lyde som Suicide Silence, Trivium eller With Broken Wings. Men da jeg begyndte at fokusere lidt mere p� hver enkelt sang, s� holdt Caliban genren 100 %, og det var ikke n�r s� kaotisk at lytte til i l�ngden. Musikken fungerer virkelig godt rent teknisk og kontrasten mellem growl og clean vokal er vellykket og effektiv, og g�r sangene meget stemningsfulde. Det eneste minus er at forsangerens growl til tider er sv�rt at forst� � og det er ret synd, n�r Caliban ellers ligger s� meget v�gt p� netop lyrikken. Albummet som helhed handler om menneskers gr�dighed, magt, frygt, mangel p� kontrol og alle de ting, der g�r galt ude i verden.

S� hvis du er til metalcore eller bare har lyst til at give Caliban en chance, s� kan du jo passende smutte forbi Pumpehuset i K�benhavn den 9. februar, n�r de kommer forbi p� Get Infected 2012-turn�en, sammen med blandt andet We Butter the Bread With Butter, All Shall Perish, Attila og Eyes Set To Kill. Det bliver vildt!

[Album]: Isole - Born From Shadows [8/10]

info@heavymetal.dk (bloody.vomit) — Wed, 01 Feb 2012 22:49:55 +0100

Det svenske doom metal band Isole, er nu klar med deres 5. studiealbum Born From Shadows. Bandet blev oprindelig dannet tilbage i 1990 under navnet Forlorn, med de to nuv�rende Isole medlemmer Crister Olsson og Daniel Bryntse som omdrejningspunkt. Under Forlorn-banneret n�ede de dog kun at f� lavet en h�ndfuld demoer, samtidig med at der var l�bende udskiftninger og ustabilitet i deres line-up.

I 2003 fik de tilbudt den l�ngede ventede pladekontrakt, og kombineret med en mere stabil med bes�tning besluttede de at skifte bandnavnet ud med det nuv�rende Isole. I 2005 udgav de s� debutalbummet Forevermore, der blandt andet indeholdt f�rste del af den musikalske �Moonstone trilogy� i form af nummeret Moonstone.

Anden del af trilogien findes p� albummet Bliss of Solitude (2008), med nummeret Shadowstone. De to numre symboliserer henholdsvis det gode/lyset (Moonstone) og det det onde/d�den (shadowstone).

Tredje og sidste del er s� titelnummeret p� Born From Shadows, hvor de to mods�tninger m�des og samles. Resultatet er enden p� verden som vi kender den, men samtidig en ny begyndelse.

�The time will come
The end is at hand
The two will clash
And bring forth the dark"

Ellers kredser teksterne om skyld, ensomhed og m�rke. Daniel Bryntse synger (stadig) formidabelt godt, og man kan n�sten selv m�rke og fornemme hvordan smerten og fortvivlelsen siver ud fra ens h�jtalere. Resten af bandet synger ogs� med flere steder p� albummet, hvor der desuden ogs� er plads til b�de lidt growl og en n�rmest black-agtig vokal.

Bandet kalder selv deres musik for epic doom, og det er faktisk en ganske passende beskrivelse. En stor del af tiden foreg�r musikken i et tempo, hvor en d�d snegl kunne f�lge med. Men indimellem skrues der op for tempoet, hvilket skaber en god kontrast. De tunge, langsomme og n�rmest hypnotiserende dele (der er gennemg�ende p� albummet) kommer til at virke endnu mere triste og stemningsfyldte, og samtidig skaber det variation p� albummet.

Alligevel skal jeg dog �rligt indr�mme, at jeg var en smule skuffet da jeg h�rte albummet igennem f�rste gang. Jeg synes det l�d for meget som noget jeg havde h�rt f�r, men det har vundet efterh�nden som jeg har h�rt det igen og igen. Nu synes jeg faktisk det er et formidabelt godt album. Om det helt er p� niveau med det fremragende Silent Ruins album fra 2009 er nok lige at str�kke den. Men det er stadig et rigtig fedt doom metal album, som enhver fan af genren b�r tjekke ud og vitterligt bruge den n�dvendige tid p� at s�tte sig ind i. Det g�lder b�de i forhold til musik og tekstuniverset, for s� �bner albummet sig for alvor op.

[Album]: Stahlmann - Quecksilber [5/10]

info@heavymetal.dk (emiliebregendahl) — Wed, 01 Feb 2012 16:49:02 +0100

Stahlmann er endnu et tysk industrial metal band, skabt tilbage i 2008. �Quecksilber�, der kom p� gaderne den 20. januar, er deres femte udgivelse. Det eneste instrument de to medlemmer bruger er guitar � alt andet er lavet elektronisk.

Selvom bandets pladseselskab AMF Records kalder Stahlmanns genre for industrial metal, synes jeg at de roder lidt rundt og er stilforvirrede. Albummet som helhed skiller sig ikke rigtig ud fra m�ngden af udgivelser fra andre tyske industrial bands som Eisbrecher og Megaherz, bortset fra at �Quecksilber� m�ske har flere techno-elementer og f�rre metal-elementer. Vokalen er ren og forsanger Mart synger p� tysk, som det ogs� er typisk for genren. Vokalm�ssigt er det meget lig Till fra Rammstein.

De fleste omkv�d er virkelig poppede og minder til tider om noget, der kunne v�re coversange fra det tyske Melodi Grand Prix. De catchy omkv�d �del�gger lidt illusionen om et h�rdt, tysk metal-band � til geng�ld er det nogle l�kre guitarriffs, n�r der endelig er nogle. Temaerne er generelt ret dunkle med sangtitler som �Engel der Dunkelheit�, �Schmerz� og �Am Grunde�. Tempoet varierer fra sang til sang, ligesom nogle numre er mere metal end andre, og det er med til at g�re albummet som helhed lidt mindre ensformigt.

�Quecksilber� indeholder nogle f� fede sange, men desv�rre er der bare for mange, der er alt for intetsigende. Teksterne virker lidt flade og siger mig ikke s� meget � men til geng�ld bliver det s� meget mere h�rdt og brutalt af at v�re p� tysk, og det redder faktisk en hel del.

[Album]: Mollo / Martin - The Third Cage [8/10]

info@heavymetal.dk (Baren) — Tue, 31 Jan 2012 23:29:32 +0100

Bag navnet Mollo/ Martin gemmer sig et par erfarne herre i form af den italienske guitarist Dario Mollo og Black Sabbath sangeren Tony Martin. The Third Cage er tredje album fra herrerne, og byder p� en omgang rock/ h�rd rock.

B�de Mollo og Martin har v�ret i gamet i rigtig mange �r, og skiven er da ogs� gennemsydet af erfaring. Ikke et riffs er sat forkert, og de forskellige numre byder b�de p� variation, og samtidig en r�d tr�d gennem hele skiven. Der bliver trukket veksler p� mange forskellige genre elementer, s� man gennem skiven b�de kommer til at stifte bekendtskab med melodisk rock, hard rock, heavyelementer til mellem�stlige toner i nummeret Still in love with You. Trods denne genre veksling, mister albummet ikke sit fundament, som bygger p� samspillet mellem Tony Martin�s stemme og Dario Mollo�s instrumentale kompositioner.

For et metal hoved som mig, der mere er til den h�rde ende af metal skalaen, blev The Third Cage en positiv oplevelse. Martin�s vokal passer fantastisk ind i det Mollo/ Martinske univers, og rent teknisk er der ikke en finger at s�tte p� skiven. Hele vejen igennem holder The Third Cage pusten, og hvis man er til Black Sabbath, Dio etc. er The Third Cage et tjek v�rd.

[Album]: Dyscarnate - And So It Came To Pass [8/10]

info@heavymetal.dk (Time Signature) — Tue, 31 Jan 2012 16:32:38 +0100

Album nummer to fra britiske Dyscarnate byder p� ren, uforfalsket d�dsmetal, der har en meget st�rk britisk musikalsk identitet. Og med den stil, de leverer, i hvert fald p� dette album, kunne de meget vel blive det n�ste Bolt Thrower eller det n�ste Benediction.

Noget af det fede ved denne skive, er at alle numrene herp� prim�rt bygger p� st�rke riffs, der sammenflettes fint ind i skivens vellykkede balance mellem tunge og middeltunge passager p� den ene side og rasende blastbeat-passager p� den anden. Specielt de tunge og middeltunge dele er ekstremt headbanging-venlige, og p� mange m�der er denne skive, det perfekte soundtrack til en eftermiddag med masser af moshpit action.

Produktionen er moderne og up-to-date, men musikalsk set er der en hvis old school-mentalitet over skiven her, og fans af Bolt Thrower og Morta Skuld vil med garanti f� noget ud af den.

Performance-m�ssigt, er hele skiven ekstremt tight, og som musikere ved Dyscarnate uden tvivl, hvad de laver. Det, jeg trods alt savner ved denne skive, er nogle guitarsoli, da disse ville bidrage med en ekstra dimension af variation, og, ja, s� h�rer kaotiske guitarsoli sig vel bare til i d�dsmetal.

I det store hele er der tale om kvalitetsd�dsmetal med et strejf af brutalitet, og Dyscarnates kombination af moderne metal og old school d�dsmetal g�r, at "And So It Came to Pass" burde appellere til et bredt d�dsmetal-publikum.

[Album]: Confession - The Long Way Home [4/10]

info@heavymetal.dk (larshj) — Mon, 30 Jan 2012 16:21:54 +0100

Australske Confession fors�ger sig med en brutal omgang metalcore med masser af dybe growls og breakdowns p� deres andet album. Den arrige tilgang giver til tider �The Long Road Home� et sk�r af d�dsmetal, men der er dog ikke tale om at Confession kun ensporet fors�ger sig med sange i brutalitetens tegn. Der er s�ledes ogs� mange melodiske vokal-elementer og p� eksempelvis�Piece By Piece� g�r der n�sten emo i den � og p� lige dette nummer kan man h�re at den m�de som Confession g�r brug af det melodiske, st�r i meget st�rk kontrast til den brutalitet som Confession ogs� praktiserer.

For denne anmelder er kontrasten ofte for stor til at �The Long Way Home� fanger mig � de melodiske uptempo-omkv�d giver sangene et alt for k�kt anstr�g, der ikke h�nger ordentlig sammen med de brutale breakdowns. Bedst fungerer det p� det afsluttende titelnummer, hvor det melodiske blandes meget bedre med de metalliske udladninger uden at f� f�rn�vnte k�kke tilgang og dermed spolere sangen.

�The Long Road Home� er et kompetent udspil, men for kontrastfyldt og generelt med for ordin�re ideer til at det virkelig fanger denne anmelder.

[Album]: Beyond the Bridge - The Old Man & The Spirit [10/10]

info@heavymetal.dk (demonicblessings) — Sat, 28 Jan 2012 01:26:43 +0100

Beyond the Bridge gik oprindeligt under navnet �Fallout� som blev stiftet i 1999. Det var f�rst i 2005 at bandet blev genoplivet af guitaristen Peter Degenfeld-Schonburg for at kunne udarbejde projektet som har f�et titlen �The Old Man and the Spirit� � De f�rste indspilninger til albummet her startede i 2008 og her sidder jeg s� med det f�rdige produkt.

Bandets stil er i sig selv meget progressiv og det viser sig over alt p� hele albummet. Sangene bliver trukket rundt i det musiske univers, hvorefter de har samlet de vigtigste elementer, som er med til at skabe den her dynamik, som du finder p� udgivelsen. Der er tale om tempofyldte riffs, sk�ve toner, smukke akustiske momenter og generelt en masse �stetiske toner som du ikke finder p� enhver udgivelse. Du f�r et smagfuldt indblik p� Beyond the Bridge�s musiske verden, der er ikke noget at s�tte en finger p�. Instrumenterne harmonere perfekt og hvert individ i bandet har styr p� deres teknikker. Det er kort og godt en udgivelse, som hele tiden byder p� nye ting, du er aldrig sikker p� hvad der gemmer sig lige rundt om hj�rnet. Der er simpelthen intet p� denne her skive som gentager sig selv � hvilket er et gyldent touch.

Kontrasten p� hele denne plade er n�sten utopisk, mentalt befandt jeg mig i det her sk�ve univers, hvor hvert indtryk pludselig blev s� tydeligt og alle bekymringer blev langsomt ford�rvet. Udgivelsen har en mystificerende effekt som jeg er vildt klar p�, et perfekt eksempel p� det er sangen �The Primal Demand� som ligger s� kaotisk ud, det er simpelthen nogen af de effekter denne udgivelse har p� en lytter som mig. Det er ikke tit man f�r forn�jelsen af at befinde sig i et helt andet stadie mens man lytter til et album � det er en f�lelse som skal opleves.

Beyond the Bridge skal have intet mindre end den h�jeste karakter � det er n�sten ligeved de kn�kker skalaen. �The Old Man & The Spirit� skal opleves og der er n�sten ikke nogen gr�nser for hvilken genre du kommer til at opleve. Det er en musikalsk rejse, s� h�rdtsl�ende som noget overhovedet kan v�re.

[Album]: Sear Bliss - Eternal Recurrence [10/10]

info@heavymetal.dk (emiliebregendahl) — Fri, 27 Jan 2012 12:48:44 +0100

Sear Bliss er et black metal-band fra Ungarn skabt tilbage i 1993. De har en del udgivelser bag sig, og �Eternal Recurrence� er deres syvende studiealbum, det f�rste i fem �r. Efter en hurtig billeds�gning p� google var jeg forberedt p� en ordentlig omgang black � og det var lige hvad jeg fik.

Intronummeret, �The Eternal Quest�, starter ud med stille, n�rmest advarende guitar og d�mpede trommer. Et utydeligt voice-over sl�r over i dyb, brutal growl, som er ganske typisk for genren � ligesom trommerne er, da tempoet �ges. Noget der til geng�ld ikke er almindeligt for genren er, at Sear Bliss bruger b�de synthesizer (som bruges meget i fx industrial metal) og forskellige bl�seinstrumenter som trompeter og tromboner. Det g�r de brug af i intronummeret, og det er virkelig vellykket � udover at det g�r bandets lyd meget unik, minder det mig mest af alt om et symfoniorkester fra helvede.

Sangene p� �Eternal Recurrence� er meget stemningsfulde � �Ballad of the Shipwrecked�, lyderligefrem fugtig. Albummets helhed emmer generelt bare af gl�desl�shed, fortvivlelse og vrede. Det er �t af de albums, hvor man ikke beh�ver lytte efter ordene for at forst� teksten, man skal bare f�le den. Is�r p� de punkter minder musikken mig meget om Dark Fortress� �Ylem�-album fra 2010.

�Eternal Recurrence� virker ikke ensformigt p� nogen m�de, der er store kontraster og variationer i de enkelte sange. Gennem hele albummet bliver der brugt forsanger Andr�s dybe, men dog forst�elige growl og s� clean backing vokals fra de andre i bandet, der st�r i fed kontrast til hinanden. Derfor blev jeg overrasket, da han i outronummeret, �Entering the Seventh Gate�, sl�r over i almindelig sang, der lyder uhyggeligt meget som Axl Rose, akkompagneret af forvr�ngede, hviskende stemmer, der virkelig bare er r�vuhyggelige. Det lyder helt ekstremt fedt, og Sear Bliss skal have credits for at overraske s� meget i sidste �jeblik.

[Album]: Khold - Phantom [9/10]

info@heavymetal.dk (bloody.vomit) — Thu, 26 Jan 2012 19:26:29 +0100

For nylig anmeldte vi her p� sitet genudgivelsen af Kholds debutalbum �Masterpiss of Pain�. Nu er turen s� kommet til bandets andet album Phantom, der f�rste gang udkom et �r efter debuten, nemlig i 2002, der er blevet genudgivet via Peaceville Records.

Stilen p� albummet ligger i direkte forl�ngelse af forg�ngeren. Det vil sige mid-tempo black metal tilsat nogle fede riff. Mest markant er dog den stadigt dominerende bas, der virkelig adskiller dem fra mange andre bands. Den skaber en anderledes tung (og m�rk) stemning i musikken, der underst�ttes af Gards suv�rene vokal. Lyden p� albummet er rigtig god, og man kan tydeligt h�re hvad der foreg�r - hvilket n�rmest er et must for den her type af black metal � men samtidig uden at det bliver alt for p�nt og rent.

Generelt synes jeg at b�de de enkelte numre og dermed ogs� albummet som helhed er bedre end forg�ngeren. Numrene er mere f�ngende, og jeg synes der er mere variation over musikken. Faktisk er Phantom efter min mening det klart bedste album Khold har lavet til dato.

Der er ogs� kommet et bonusnummer med p� denne genudgivelse, i form af en demoversion af nummeret Rovnatt. Det blev oprindelig lavet tilbage i 2000, og det var blandt andet med til at sikre dem en kontrakt med Moonfog. Det er bestemt ogs� et godt nummer, der virker en anelse mere h�rdt og r�t end resten af albummet.

Dette er bestemt et album som fans af black metal b�r h�re, om end har man allerede investeret i det en gang kan man roligt springe denne udgivelse over.

[Album]: 9mm - Dem Teufel ein Gebet [6/10]

info@heavymetal.dk (TMOH) — Wed, 25 Jan 2012 15:57:19 +0100

''Dem Teufel ein Gebet'' er tyske 9MM (fulde navn: Rock Rottens, 9MM, Assi Rock �n� Roll) nyeste album. Foruden dette har bandet udgivet 2 andre albums, Fegefeuer og Champagner, Koks und Nutten. Bandet best�r af Rock Rotten (vokal), Ritchie (guitar), Maubi (bass) og Angel (trommer). Bandet spiller hvad man kan kalde heavy rock n' roll, i stil med Mot�rhead.

Albummet best�r 13 numre, hvor alle er p� tysk. Instrument m�ssig er der fra start til slut tale om h�sbl�sende metal numre der brager ud af h�jtalerne, som er suppleret af en skrigende vokal fra Rock Rotten, som til tider kan blive en smule belastende, og omkv�det er sunget af hele bandet som giver en punk lignende stemning. Her er ingen ballader eller dikkedarer, bare godt gedigent metal. P� mange m�der minder bandet lidt om en tysk udgave af Mot�rhead, bare med en skingrende vokal, i stedet for en i still Lemmys mere h�se vokal.

Her er s�m�nd tale om et udem�rket album, men albummet form�r aldrig rigtigt at blive mere end, som det 08 nummer indikere, ''Party Rock N Bier''. Det er simpelthen for ensformigt og ikke noget jeg vil sidde og h�re hjemme alene. Det her er album er noget der skal h�res live eller til fest med en bajer i h�nden, se s� er det noget der dur.

[Album]: As I Lay Dying - Decas [6/10]

info@heavymetal.dk (Time Signature) — Wed, 25 Jan 2012 15:57:03 +0100

De amerikanske metalcore-veteraner As I Lay Dyings "Decas" er ikke et rigtigt album som s�dan. Det er lidt en pose blandede bolcher og egentligt en slags compilation-album.

De f�rste tre numre 'Paralyzed', 'From Shapeless to Breakable' og 'Moving Forward' er bandets egne numre og er mere eller mindre standard melodisk metalcore-numre. Dette betyde rikke, at de er d�rlige - for der er da tale om ganske solide numre og bestemt metalcore af den bedre slags, synes jeg - men der er heller ikke specielt nyskabende eller banebrydende numre vi har med at g�re.

Den n�ste gruppe numre er cover-numre, og det er m�ske disse, der er mest interessante for metalhoveder, da der er tale om selveste Slayers 'War Ensemble' og Judas Priests 'Hellion/Electric Eye' samt 'Coffee Mug' F hardcore punk-bandet Descendents. Jeg synes, at As I Lay Dying slipper ret godt fra 'War Ensemble' og 'Coffee Mug', men Tim Lambesis' harske vokal passer bare ikke til Judas Priest-klassikeren, synes jeg.

Den sidste gruppe numre best�r af techno-versioner af nogle af As I Lay Dyings numre, og nogle af disse er da ganske interessante, men der er nok tale om remixes, der mest af alt vil v�re interessante for folk, der allerede er fans af bandet.

Og dette g�lder egentligt hele denne udgivelse. Fans af As I Lay Dying b�r tjekke den ud, men, er man ikke fa, kan man nok sagtens leve uden "Decas".

[Album]: God Seed - Live At Wacken [10/10]

info@heavymetal.dk (demonicblessings) — Wed, 25 Jan 2012 15:56:44 +0100

God Seed blev skabt efter at �Gaahl� og �King Ov Hell� i 2007, havde meddelt at de ikke l�ngere ville samarbejde med Infernus under navnet Gorgoroth, efter en retssag blev det konkluderet at Infernus kunne ikke ekskluderes fra bandet, medmindre han selv valgte at stoppe. Derfor kunne de ikke l�ngere udarbejde materiale under navnet Gorgoroth og det blev s� �f�dslen af God Seed�. Officielt var der derfor kun 2 medlemmer i God Seed, best�ende af Gaahl og King ov Hell. Dog i 2009, valgte Gaahl at g� fra God Seed efter udtalelser om at stoppe i metal verdenen.

S� her sidder vi tilbage med den eneste udgivelse fra deres side med titlen �Live at Wacken�. Der er tale om nogen af de m�rkeste sange, som mange nok kender fra Gorgoroth, men sangene har dog fundet et nyt hjem, her hos God Seed. Derefter blev disse sange udf�rt fra punkt til prikke, ved Wacken Open Air 2008. Showet var en genskabelse af deres �ldre show kaldet �Black Mass�, som i alt sin enkelthed var et live show som var s� kontroversielt som noget overhovedet kunne v�re, da der var mulighed for at opleve f�rehoveder p� scenen, n�gne korsf�stede modeller, sataniske symboler og et intimiderende sceneshow.

Man m� dog sige at udgivelsen byder p� sorte, m�rke, onde toner fra f�rste sekund af. Som man starter udgivelsen ud, bliver man langsomt trukket ind i det forladte, stormfulde univers som de form�ede at skabe. Der er alt det du s�ger i en black metal udgivelse og mere til, da den atmosf�re som live showet skaber, kun er med til at sl� stemningen h�jere og h�jere op. Selvom du ikke er der, kan du forestille dig det kaotiske inferno de har skabt � mens sangene langsomt tr�kker dig l�ngere og l�ngere ned i m�rket. Det er virkelig en overv�ldende f�lelse, som denne udgivelse b�rer rundt p�. Sangene bliver udtrykt p� en hel anden m�de her, end de g�r p� deres oprindelige udgivelses plade, du kan simpelthen ikke g� forkert.

Denne kaotiske, dunkle stemning fuldf�res igennem hele skiven og det hele er s� autentisk som noget overhovedet kan v�re. Det kan godt v�re det ikke er nyt materiale, men derimod har de givet materialet et nyt liv, det hele udtrykkes p� en m�de som kun God Seed kan. Der er tale om episke sange, som nu har fundet deres rigtige kilde � dette er episk p� et helt andet plan, et mesterv�rk. Denne udgivelse efterlader dig i et fortvivlet univers, det m�rkeste nirvana � dette er ondskab, had i al sin enkelthed. Det er kort og godt definitionen af black metal for mig. God Seed form�r at leve i symbiose med disse dystre toner og udgivelsen bekr�fter det sang efter sang. Deres illusoriske, sorte univers kulminerer med sangen �Prosperity and Beauty� og det eneste ord som kan beskrive dette er: perfektion.

Denne udgivelse kan v�kke de indre d�moner, i en hver black metaller. Det er med at f� hornene op n�r God Seed g�r entr�. Det er dog inderligt en skam, at God Seed ikke n�ede l�ngere, det skal dog siges at man kan opleve det der skulle have v�ret God Seeds debut album, igennem et andet projekt med navnet �Ov Hell�, stiftet af King ov Hell, Shagrath og derfor stadig f� muligheden for, at lytte til den instrumentale del af hvad der skulle have v�ret God Seed�s debut album.

Det betyder dog ikke at man skal ignorere denne udgivelse, for denne her atmosf�re kan ikke plukkes fra alle andre skiver, der er tale om en autentisk f�lelse som sl�r igennem � hele vejen.

[Album]: The Moor - The Moor [ep] [6/10]

info@heavymetal.dk (Time Signature) — Tue, 24 Jan 2012 16:42:24 +0100

Af en eller anden �rsag markedsf�res italienske The Moor som et progressivt metal-band, men deres stil, p� denne EP i hvert fald, forekommer mig ikke specielt progressiv.

De l�gger ud med 'Covered' som er en mere power-thrashy sag, der blander thrashy aggression med melodiske elementer fra power metal. Omkv�det er mere ovre i noget alternativt metal/nu metal, mens mellemspillet med sine lidt lidt offbeat trommer m�ske er det t�tteste, dette nummer kommer p� at v�re progressivt. Det efterf�lgende nummer 'Before Abigail' f�lger, selvom det er en del tungere, samme formular med et melodisk mere nu metal-agtigt omkv�d og et lidt mere interessant mellemstykke. Det samme g�lder 'Antikythera', der dog har et lidt andet drive og et lidt mere elaboreret mellemtykke. Det er f�rst, n�r vi n�r til de to sidste numre 'Venice' og 'The Road', hvor - selvom de stadig har mere tilf�lles med Disturbed og Nickelback end Dream Theater og Fates Warning, at vi ser potentiale for noget, der minder om noget progressivt.

Der er bestemt ikke tale om d�rlig musik, men det er en kende formularisk og, n�r bandet ligefrem markedf�res som progressivt, s� er der nok mange, der bliver skuffede, n�r de h�rer denne EP. The Moor har godt nok et album p� vej, og det kan da v�re, at dette lever mere op til "progressiv metal"-stemplet.

Lad os da vente og se tiden an.

[Album]: Azaghal - Nemesis [9/10]

info@heavymetal.dk (rasputin) — Tue, 24 Jan 2012 16:42:10 +0100

Azaghal er et finsk black metal band, som med cd'en nemesis introducerer folk p� et fremragende niveau, hvordan �gte black metal skal spilles, norsk eller ej! Produktionen er old school-agtig og er helt id�el til min smag - slidt og ond, men dog ogs� p� et klart niveau, s� man kan h�re de onde guitar-riffs og blastbeats'ne med den onde skrigende vokal. Variation er en af de ting, mange black metal bands nogle gange har problemer med, men selv dette klarer Azaghal rigtig flot, b�de med vokalen og hastigheden og teknikkerne p� de forskelllige riffs. Mens de fleste sange er hurtige og med growl/skrig p�, skiller sange som Ex Nihilo sig ud og har en doomet inspiration p� den tunge guitar og den dybe clean vokal, der ogs� kommer frem undervejs

Overordnet set er Nemesis en vellykket cd, som jeg anbefaler rigtig st�rkt til fans af ond, �gte, blasfemisk black metal med gode tremolo riffs og masser af smadder p�, som g�r denne cd yderst velfortjent til at f� 9 ud af 10 stjerner

[Album]: The Kandidate - Facing the Imminent Prospect of Death [7/10]

info@heavymetal.dk (Baren) — Tue, 24 Jan 2012 16:41:50 +0100

Facing the Imminent Prospect of Death ( FIPD) er anden skive fra det danske trash/ d�dsmetal band ,The Kandidate. Mit f�rste bekendtskab med The Kandidate var p� Roskilde 2010, hvor bandet leverede et brag af en koncert p� Pavilion Junior. Mit bedste minde fra den koncert var, da mikrofonen crashede, hvorefter mr. Bredahl kaster den ned i scenegulvet, og forts�tter uden mikrofon. Den energi som var til den koncert, var virkelig fed og opleve, og derfor var jeg sp�ndt p�, om den samme energi var og finde p� FIPD.

Det f�rste der sl�r mig, da jeg kigger p� skiven er, at den kun har en l�ngde p� 31 min. Lige omkring halvanden min. kortere end debut albummet Until We are Outnumbered. Umiddelbart har jeg ikke noget mod korte skiver, da det giver en forventninger om en energiudladning fra den anden verden. Og det m� man sige, at The Kandidate er garant for. Fra �bningsnummeret Death og til slut nummeret The Knives Spit, er der i den grad tryk p� kedlerne.

En af de nye ting, som er at finde p� FIPD, er to dansk tekstede numre. Jeg vil ikke g� ind i en diskussion af teksterne ved disse, da det ikke ligefrem er den store poesi, som kommer til udtryk, men til geng�ld sige, at disse giver albummet et vidst punk pr�g. Derudover har bandet i mr. Bredahls eget studie fors�gt at opn� en mere live lignende lyd. Dette synes jeg egentlig er en fed tilgang til optagelsen, for det giver FIPD et andet finnish, som er med til at �ge albummets levetid.

Jeg m� sige, at jeg er blevet rigtig positivt overrasket over Facing the Imminent Prospect of Death. Nu elsker jeg bands, som form�r at sm�kke energien ud gennem h�jtalerne, hvilket The Kandidate i den grad g�r. Derudover er den tekniske finnish rigtig l�kkert, og Bredahls vokal passer rigtig godt ind i The Kandidates musikalske univers. Det g�r mig egentlig ikke noget, at skiven kun er en halv time lang, da jeg m�ske kunne frygte, hvis skiven var l�ngere, at luften g�r af ballonen. Dette er p� ingen m�de tilf�ldet, og derfor er Facing the Imminent Prospect of Death en skive, som The Kandidate med rette kan v�re stolte af.