Netop mentalt landet efter årets Roskilde Festival, kan jeg nu se tilbage på fire fornøjelige dage der bød på mange sjove oplevelser, grundet det upåklagelige vejr, samt ikke mindst de mange fine mennesker der krydsede min vej, og som deraf var med til at køre sejren i hus, og for mit vedkommende også sikre dette års Roskilde en plads i hukommelsen, et pænt stykke ud i fremtiden. Musik programmet har jeg set bedre, men synes nu ikke den massive negative kritik fra visse medier er helt begrundet. Der var sgu alligevel noget for enhver smag, om end det helt store sus fra den orange scene udeblev i år - i hvert fald set med metaløjne.
Festivalen blev sparket i gang med en kold fadøl i selskab med vores egne fotografer, d'herre SignOut og Satoren, inden de unge og fremadstormende amerikanere i Trivium
satte strøm til deres energiske og melodiøse thrashmetal, i et pænt pakket Arena telt. Bandet har som bekendt høstet hæder mange steder fra, og sandt at sige må jeg erkende at de faktisk spiller ganske habilt, selvom den buldrende og mudrede lyd ødelagde en del. Well, deres gåpåmod kunne ingen tage fra dem, men alligevel var mine højdepunkter undervejs i sættet da de spillede en god bid af Megadeth klassikeren, "Symphony Of Destruction" og Metallica's "Master Of Puppets". Så meget for det, og det var vel næppe tiltænkt. En bedre lyd havde dog bestemt hjulpet en del, men samlet set slap de nu ganske godt fra deres seance.
Efter Trivium fortsatte turen over til Orange, hvor Bullet For My Valentine gav sig i kast med et miskmask af nutidigt metal, og af den slags jeg ikke rigtig har så meget fidus til. Bandet sagde mig intet, men fungerede dog som fint baggrundsmusik mens de svale fandt vej til halsen. Kender kun bandet af navn, og den status lader sig herpå fortsætte. Kort tid efter de walisiske metallere havde forladt scenen, begyndte folk at strømme til det, der muligvis kunne have blevet den helt store rockfest på Roskilde i år, nemlig Guns N' Roses
(eller skal vi bare være ærlige og sige Axl Rose med band). Sagt med det samme: Jeg har aldrig dyrket Guns N' Roses, men underkender på ingen måde deres historiske betydning, og mener derfor (til trods de mere end massive udskiftninger) at Axl Rose og hans lejesvende kunne skabe rockfesten på dette års Roskilde Festival. Det gjorde de så også delvist, men slet ikke godt nok - for jeg er ikke i tvivl om at der var gang i pitten, men nede bagved hvor jeg stod, lod festen sig meget mere tam. Og det er i en sådan grad, at det klart skinnede igennem, at indsatsen fra Axl Rose & Co. SLET IKKE var god nok. Jeg vil egentlig skide på hvor meget rock n' roll Axl Rose tror han er, og også på hans mange tåbeligheder offstage, men jeg fatter ikke hvordan man kan præsentere at komme en time for sent på scenen, uden den mindste smule information til 'sin' crowd - denne kritik er selvfølgelig også møntet på selve festivals ledelsen, da en sådan tilsvining af forventningsfulde rockentusiaster ingen steder hører hjemme. Derudover - da de så endelig gik på, var lyden ALT for lav, og vi måtte vente 4-5 numre før lyden havde fundet et passende leje i volumenen. Men igen (for jeg vil også være fair, og ikke bare en gammel sur nisse), da tingene endelig faldt på plads, fungerede det sgu ganske upåklageligt, og i særdeleshed blev jeg ganske positivt overrasket over hvor fedt Axl Rose sang denne aften. Men ligesom man netop havde fået skruet forventningerne i vejret, til den kærkomne rockfest, ja så begyndte en mildest talt dårlig guitarsolo. Dette pinagtige indslag skulle stå sin gang intet mindre end to gange efterfølgende i sættet, med en mindst ligeså ringe piano solo som absolut lavpunkt. Hvorfor skulle vi dog trækkes med disse ligegyldigheder? Jeg fatter det ikke, kommer aldrig til det, og vil aldrig kunne tilgive et så forkælet band, med så ringe en indsats - selvom jeg var tæt på at fælde en tåre i "November Rain", der uden tvivl er én af de absolut største og storslået ballader i rockregi. Dén ære skal de/han trods alt ha', så på bundlinien gik det alt sammen, hvilket som tidligere nævnt, skyldtes at Axl Rose faktisk sang ganske fremragende mellem de mange tøj skift - der ved antal næsten kunne gøre en Cher helt misundelig, bortset fra at Hr. Rose altid endte ud som forsangeren fra Simply Red i spøjs lookalike. Sætlisten var noget nær perfekt, og de nye numre svingede faktisk ret fedt, men hvor blev "Civil War" af? Nå nej, den måtte nok dø for en guitarsolo (og givetvis for en bane coke backstage?). En besynderlig koncert der befandt sig på vippen af et barberblad.
Dagen efter gjorde Volbeat en så solid indsats, der bare smækkede benene væk under mig. Jeg kender udmærket deres velanmeldte debut, om end deres metalliske rock og rul ikke før har betaget mig synderligt, men oven på dette friske show er sagen en anden, og undskyld mig - men jeg er røget med på vognen. Fik jeg til opgave at pille ét band ud fra årets program, ville Volbeat uden tøven få særskilt positiv opmærksomhed. Med en charmerende intro kørt over Milton Newbury's velkendte "An American Trilogy" (udsat i Presley's version naturligvis), blev Hellvis festen skudt i gang, da Michael Poulsen & co. tog over og indledte et yderst friskt angreb på alle os i det pænt proppet Odeon telt. Sådan mand!, hvad mere kan man sige, festen startede da de gik på og vedblev hele koncerten igennem, hvilket i mine øjne skyldtes to væsentlige ting: 1). De har numrene (fandt jeg alligevel ud af), 2). De har en bemærkelsesværdi energi, og formår at få deres drive langt ud over scenekanten. Ingen tvivl om at de selv havde set frem til denne koncert, men derfra så til at bevise evnen at kunne magte opgaven i en sådan grad, kom sgu bag på mig. Michael Poulsen har uden tvivl styr på sine sager, men det var da også bare ren fryd at se bandets guitarist Franz Hellboss (iført spade) give frit løb med en sej crowdsurfing mod slutningen. En vellykket koncert på alle områder, hvilket ikke helt kan siges om anerkendte Opeth,
der spillede op til syret dødsbal senere hen på eftermiddagen i Arena teltet, og som dette år udmærkede sig med en halvsvag lyd til samtlige navne jeg opsnappede under denne teltdug. Nuvel, mit kendskab til Opeth er noget nær lig nul, og de få gange jeg har oplevet bandet live, kan bedst kategoriseres som middelmådigt. Dette var ingen undtagelse. Bandet har dog uden tvivl en spændene indgangsvinkel til deres brutale, episke og melodiøse metal, men alligevel blev jeg kun sporadisk draget ind i deres univers. Koncerten var dog ikke mere ringe, end at jeg begyndte at overveje om jeg skulle investere i nogle af deres plader. Efter Opeth gik turen ved lettere tvang over til Morrissey, der faktisk gjorde det okay i min lettere brandert med en omgang dekadent poprock, og natten sluttede af i en sej disco/rock eufori, ledsagede af eminente Scissor Sisters, der fik bragt festen til festivalens Orange scene. De har netop fået en ny fan i mig, ganske enkelt en skide god og veloplagt koncert.
Lørdagens efterfølgende musikprogram blev (for mig) skudt i gang med Deftones, der lige præcis sagde mig nul og niks. Det er mig en gåde hvordan de har opnået deres popularitet, da hverken det ene eller andet bed sig fast undervejs i deres sæt. Chino Morenos's lallede igennem koncerten, og de omkringliggende happenings, dannede sammen med ølboden et fint ståsted. Senere på aftenen, og præcis kl. 22.30 gik de stærkt hypede Tool på scenen, og selvfølgelig skulle jeg da lige tjekke giraffen ud, om end jeg blev en kende overrasket. Tool kørte nemlig deres helt eget løb, hvor deres eget scenefokus aldrig blev taget i brug, men i stedet erstattet af videoklip på storskærme og 'from distance' af orange scene. Fint nok for mig at de lader musikken tale sit sprog, men det blev mig nu lidt kedeligt i længden. Når jeg tager til koncert, vil jeg kunne se bandets energi - at de trykker den af, og lader mig vide at de lever sig ind i deres univers. Temmelig svært på Orange, når bandet nærmest gemmer sig. Derfor blev Tool lidt en fuser i mine øjne, selvom jeg snildt hører deres kvaliteter, og det faktum at lyden var aldeles upåklagelig. Maynard Keenan synger dog ret fedt, men mangler at komme ud og underholde lidt. En omvendt Robbie Williams om man så må sige. Nattens gotiske lovemetal seance med finske HIM, blev for mit vedkommende droppet til fordel for mere søvn, men jeg lod mig fortælle at det havde været ret godt, blandt andet af vores egen Satoren, der vist havde været på en god turné i nattens løb hehe.
Ovenpå lørdagens metalsvage program, vendte jeg næste formiddag snuden mod festival pladsen, med friske batterier og en god forventning til søndagens mange gode navne. Jeg mødtes med Satoren i baren, som på dette tidspunkt var i en ganske elendig forfatning. Manden havde nu også alle dage givet den pænt los, så jeg vil sgu herfra gerne takke for det gode selskab undervejs på festivalen.
Første navn på dagens metal program var svenske Evergrey, som jeg virkelig havde set frem til, da jeg ofrede dem på Sweden Rock tidligere på måneden, til fordel for WASP. Jeg er i den seneste tid brændt ret varm på deres pompøse og velkomponerede slagkraftige metal, så da jeg endnu ikke havde fået set dem live, var dette uden tvivl den koncert jeg havde set allermest frem til på Roskilde i år. Som tidligere nævnt blev jeg i år lidt skuffet over lyden på Arena, og Evergrey var desværre ingen undtagelse. Helt til rotterne var lyden nu ikke, så mit største problem med koncerten var nu snarere Tom Englund's manglende attitude i opførsel og stemme. Manden besidder uden tvivl en af de fedeste stemmer i metal lige pt, med en unik blanding mellem det dybt melodiøse og stærkt hårdtslående - i hvert fald på plade, men denne tidlige eftermiddag savnede jeg nu noget mere bid, om end kl. 13.30 jo er helt håbløst for de fleste. Han sang ganske enkelt en tand for pænt og kønsløst. Men lad os nu ikke kun fokusere på det sure, for uanset hvad, ja så leverede de sgu en helt fin og acceptabel koncert, og jeg er ret sikker på at de fik høstet mange nye fans ind i deres stald. Efter Evergrey stod den på Artic Monkeys i samme telt, der med deres kæmpe succes lod det svært at komme til, hvorfor jeg tog flugten over mod Odeon teltet til de unge og fremadstormende australiere i Wolfmother. Her var dagsordenen fed halvfjerdser retrohegn a'la Led Zeppelin og Black Sabbath, tilsat noget White Stripes. Ganske fornøjeligt i den stærke sol, men også en kende ensporet i det lange løb - muligvis fordi jeg ikke rigtigt kendte til deres materiale. Men alt i alt en ganske vellykket koncert, som både bød på god stemning og rigelige besøg i baren. Efter Wolfmother's positive og støvede rockfest, blev det efterfølgende tid til Hatesphere,
i selv samme telt en time senere. Tiden mellem Wolfmother og Hatesphere blev brugt på besøg i de omkringliggende barer, da solen (som alle dage under selve festivalen) bare bankede løs og ganske uhæmmet, nedover de tørstige masser. Da Hatesphere gik på var min brandert nået et ganske fornuftigt leje - hvilket vil sige et sted mellem 'god hukommelse' og upædagogisk tilstedeværelse. Med andre ord, dén helt rigtige stemning til Hatephere's energiske optræden/musikalske udfoldelser. Dette var trods de gæve århusianers massive turné virksomhed, mit første show med de yderst aktive drenge. For sandt at sige; deres pågående metal har aldrig væltet mine ben, selvom jeg gerne anerkender deres kvaliteter på plade. Men halløj da, hvor de fyrer den af live, og Jacob Bredahl sørgede for at den gode thrashfest nåede ud til folk, i en sådan grad at alle kun kunne føle sig velkomne. Samlet set tog nemlig det fint pakkede telt godt gang i løjerne, så selvom det til tider kunne være svært at skelne de forskellige numre fra hinanden, ja så sejrede den danske metal atter på Roskilde. I hvert fald stod både Hatesphere, og i særdeleshed Volbeat, for de mest markante og vellykkede metal indslag på årets Roskilde Festival. Det havde jeg sgu godt nok ikke selv regnet med, men det bevidner jo samtidigt blot det faktum, at vi selv kan herhjemme. Håber derfor at turen næste år går blandt navne som Beyond Twilight, Pyramaze og Anubis Gate. Dansk metal har satme stort jern på disse år, så lad os alle håbe denne rejsning ikke går forbi Roskilde's metal bookerne, til næste år.
Tak for en fed og dejlig festival til alle de sjove, skæve og søde mennesker jeg mødte på min vej, under mine dage derude. Men også en stor tak til selve festivalen og dens ledelse, for uden dén var jeg trods alt blevet et par oplevelser fattigere. Vi ses igen til næste år!
Skriv en kommentar i forumet!
Fyrsten
|
