DETEKTOREN

Copenhell Top 5: Peter Locher

Prophets of Rage

Copenhell nærmer sig og i den forbindelse har vi bedt tre af vores skribenter om, at lave en personlig top 5.

Prophets of Rage
Torsdag, Helvíti kl. 19:15


Ikke festivalens tungeste navn, men måske bandet med den tungeste attitude. Bandet er det tætteste man kommer på Rage Against The Machine, og med ikke bare en, men to rapvokaler til at råbe ”Fuck You, I Wont Do What You Tell Me!” skal de nok få banket liv i klassikerne. Så jeg er helt sikkert at finde, når legenderne i Prophets Of Rage og Copenhellcrowden sender ”Fuck You”s afsted på årets Copenhell.
 

System of a Down
Torsdag, Helvíti kl. 22:30


Uden tvivl Copenhells største scoring I år. Det eneste metalband, der kan konkurrere med moderne pop på youtube har festivalen fået skaffet til Danmark for første gang i 12 år. Sidst var bandet på toppen af karrieren, og det bliver spændende at se om de stadig kan leve op til deres række af hits. Uanset hvad skal årets ultimative headliner opleves, når de lader 00’ernes kæmpehits blæse ud over Refshaleøen.
 


Powerwolf
Fredag, Hades kl. 00:45


Efter Five Finger Death Punch er blevet til Four Finger Death Punch er Powerwolf midnatsmesse pludseligt blevet fredagens højdepunkt. Et band med høj underholdningsværdi og en dyster stemning perfekt til tidspunktet, leverer årets svar på de ritualer bands som Watain og Ghost tidligere har stået for. Alt sammen med smukke powerakkorder og operaagtig vokal, så varulvehistorierne trænger helt ind under huden på publikum.
 

Hatesphere
Lørdag, Helvíti kl. 16:00


Et gammelt band med unge kræfter, der er selverkendte opfindere af ”dødsthrash” (i hvert fald, når begrebet udtales med tung jysk accent). Bandet leverer et godt bud på Danmarks mest solide heavy-performance. Bandets energi, gåpåmod og knogleknusende numre skal nok få gjort årets eneste danske Helvíti-koncert til en kæmpe eftermiddagsfest. Og senere på aftenen kan vi så råbe ”Spil noget med Hatesphere!”, når Slayer skal gøre danskernes dødsthrash efter.
 

BAEST
Lærdag, Pandæmonium kl. 14:00


Bandet er blevet kendt som Danmarks nye dødsmetalhåb. Bandet har sneget sig ind på min top fem, fordi deres koncertvildskab og evne til at formidle død og ødelæggelse har rygtedes i hele landet det seneste år. Copenhell er ikke kun et mødested for metalgiganter, men også en anledning til at få ny inspiration fra opkommende bands. Og hvis rygterne om Baest taler sandt, er det årets upcomming-oplevelse.
 

 

Tilføj kommentar