DETEKTOREN

Copenhell Top 5: Lasse Jacobsen

Baroness

Copenhell nærmer sig og i den forbindelse har vi bedt tre af vores skribenter om, at lave en personlig top 5.

Baroness

Fredag, Hade kl. 15:00

Amerikanerne i Baroness spiller slæbende tungt og dragende smukt på én og samme tid. Deres stil har med tiden udviklet sig fra ren sludge til melodisk og smuk heavy rock med både hjerne og hjerte. John Baizley & co. kommer med stor sandsynlighed til at stå for årets gåsehudsgivende oplevelse fredag eftermiddag på Hades.


Opeth
Lørdag, Hades kl. 22:45


Indrømmet: Jeg har aldrig terpet Opeths katalog så meget, som jeg burde have gjort. Men når jeg gør, overraskes jeg stadig af diversiteten i svenskernes musik. Hvad enten det er deres tidlige death metal eller deres nyere prog rock, jeg får hørt, drages jeg hver gang. Det er imponerende! Og jeg glæder mig til at se dem live for første gang.

Slayer
Lørdag, Helvíti kl. 00:15


Thrash-mastodonterne har deres storhedstid bag sig, men med forrygende fede koncerter, bl.a. i Horsens som support for Metallica og i Helsingør sammen med Anthrax, kunne et par tidlige nattetimer med Slayer godt blive en rigtig god oplevelse lørdag aften.

Carcass
Torsdag, Hades kl. 17:45


Hvorfor glæder jeg mig til Carcass? Det burde være indlysende. Englænderne er i en klasse for sig, når det kommer til medrivende death metal. De startede som ekstrem grindcore, men med tiden er det blevet mere melodiøst, ja næsten blueset flere steder, og spilles der bare en smule fra mesterværket Heartwork, bliver det et brag af en fest!

Inglorious
Torsdag, Pandæmonium kl. 14:00


Sidst, men ikke mindst, glæder jeg mig til Inglorious og deres retro-rock. I lige netop denne genre findes der efterhånden alt for mange middelmådige bands, men Inglorious har sgu noget at byde på og er endda pissedygtige! Trænger man til ren rock, som farmand hørte, da han var ung, er det her, det sker.

 

Tilføj kommentar