DETEKTOREN
Septicflesh - Codex Omega

Codex Omega

· Udkom

Type:Album
Genrer:Symfonisk metal, Melodisk Death Metal
Antal numre:10

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Græsk for begyndere
Jeg har før anmeldt græske bands og kæmpet for at hive andet end feta, Hygnos og den vestlige civilisations vugge ud af ærmet, når jeg skulle relatere til bandets oprindelse. Men efterhånden har den græske metalscene gjort sig mere og mere (positivt) bemærket, og jeg kan ikke længere benægte, at de byder på langt flere gode bands, end jeg først troede. Det her, må man sige, er et af dem. Sidst vi hørte fra dem for alvor, var for tre år siden, da de bragede ind på min lystavle med Titan.

 

En musikalsk mavepuster
Forgængeren var overordentlig fascineret af horror-flicks fra 1950’erne, og der blev gjort flittigt brug af teramin til at opnå en spooky atmosfære med en næsten Hitchcocksk-stemning, og det gik godt i spænd med deres blackened death. Codex Omega byder på en helt anden type skive. Hvis man vil genre-fluekneppe, og det er der jo nogen, der godt kan lide, vil jeg betegne det som symfonisk dødsmetal, men med fokus på død og store armbevægelser. Der er masser af orkestrationer i baggrunden, blæsere og strygere og hele balladen - alt sammen noget, der er med til at gøre oplevelsen end kende mere imposant, end jeg er vant til fra dødsmetallen. Vokalen er godt afbalanceret i forhold til musikken, og bassistens growl-vokal lyder nøjagtig lige så utilfreds, som man kunne forvente af et dødsmetalband. Han afviger sjældent fra det dybe, gutturale growl, der er hans foretrukne udtryksform, men han deler mikrofon med en mere sprukken clean vocal - leveret af rytmeguitaristen, hvis verbale bidrag her og der giver associationer til Marilyn Manson. Noget som jeg, ved anmeldelsens udgivelse, stadig ikke helt kan afgøre om er et komplet fejlskud, eller om den, trods alt, har sin berettigelse.

Faktisk er hele albummet skruet ganske effektivt sammen, og det eneste jeg mangler er såmænd at høre bassen lidt tydeligere. Det er en fornøjelse at lytte til musik, lavet af mennesker, der tager deres job alvorligt. Der hvor min personlige smag og deres evner for alvor går op i en højere enhed er på nummeret ”The Gospels of Fear”. Det åbner med en Michael Bay-værdig dommedagsintroduktion, leveret af de helt tunge instrumenter i ethvert symfoniorkester med respekt for sig selv og går direkte over og bliver til, hvad jeg tror er den auditive pendant til at gå over for rødt.  En sjov, lille detalje, som tilfældet ledte mig på sporet af er, at ”Portrait Of A Headless Man” er en form for musikalsk genfortolkning af ”Confessions Of A Serial Killer” fra det forrige album. Det giver mig en fornemmelse af, at der tænkt på kontinuitet og at to plader, der er så forskellige, alligevel kan forenes.

Smag og behag
Overordnet set er det en rigtig fin plade, men der er lige lovligt mange ”fyldnumre”. De tjener ikke et formål for pladen, andet end at gøre det til et fuldlængdealbum. Der er nogle af disse skæringer, der går ud over, hvad der ville regnes for godkendt, men selvom indholdet af dem måske ikke lige vækker en altopslugende interesse i lige præcis det enkelte nummer, bliver de fremført ganske overbevisende. Numre som ”Trinity” og ”Dark Art” er gode eksempler på numre,  der er ok, men trækker i langdrag. Det er ikke nok til at give topkarakter, men det er et godt udspil, fra et godt band. Er du allerede fan, er det ikke DEN her, der får dig til at opgive dem. Hvis du ikke kender dem, er det et godt bud på en introduktion.

Tracklist

  1. Dantes Inferno
  2. Third Testament
  3. Portrait
  4. Martyr
  5. Enemy
  6. Dark Art
  7. Our Church
  8. Faceless
  9. Gospel
  10. Trinity

Tilføj kommentar