Hell - The Age Of Nefarious

The Age Of Nefarious

· Udkom

Type:EP
Genre:NWoBHM
Spilletid:21.55
Antal numre:4

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Lad os kalde det en smagsprøve.

Hell er et band med en historie, der rækker så langt tilbage som til 1982. Historien har nogle tragiske elementer, men i denne sammenhæng må det række, at bandet blev gendannet i 2008, og at de i 2011 udgav deres første full-length, Human Remains. Denne udgivelse fik en særdeles positiv modtagelse, og blev bl.a. Sweden Rock Magazines "2011 Album Of The Year" og nr. 6 på Metal Hammer 'Best Of 2011'. I 2012 varmede Hell op for Accept, og de er annonceret som opvarmning for Amon Amarth og Carcass.

Stilen er Heavy Metal med lidt uortodokse strukturer og temposkift. Mange omtaler stilen som NWOBHM, hvilket Hell selv opponerer imod, men som musikalsk referenceramme er det nok en meget god beskrivelse, hvis man blot erindrer, at dette ikke er et band, der er bange for at lade sig inspirerer af andre genre.

I november udgiver Hell deres anden full-length, Curse And Chapter, og det er nok i det lys udgivelsen af EP’en The Age Of Nefarious skal ses. The Age Of Nefarious består af et nyt nummer, “The Age Of Nefarious", der vil være at finde på Curse And Chapter, og tre live-numre fra Human Remains.

“The Age Of Nefarious" er et faktisk spændende og varieret nummer. Det har gode riffs, godt trommespil og en fornuftig vokalmelodi. Vokalen kan måske beskrives som "semi falset", og det vil sikkert være svært for nogle, men jeg synes, at det fungerer. Musikken har en god dybde og kan kræve lidt at følge med i. Men det fungerer også fint som baggrundsmusik.

Live-numrene er gode, men meget ’pæne’. Med undtagelse lidt indledende snak og noget sing-along kan det faktisk være lidt svært at høre, at der er tale om live-optagelser. Sikkert spændende, hvis man kender studie-optagelserne, men isoleret er de næppe meget interessante som live-optagelser.

Hvordan skal man vurdere en EP, der ret beset kun består af ét nummer? Hvis hele Curse And Chapter holder niveauet, vil jeg måske ende på 8, så det bliver karakteren, men med det forbehold, at jeg normalt ikke ville lade karakteren for et helt album afhænge af kun én af sangene derpå.

Der er ikke nogen video til “The Age Of Nefarious", men da nu "On Earth As It Is In Hell" er på EP’en (omend i en live-udgave), så lader vi den være med:

Tracklist

  1. The Age of Nefarious; 03:48
  2. On Earth as It Is in Hell (live); 04:52
  3. Blasphemy and the Master (live); 07:17
  4. The Oppressors (live); 05:58