.
.
.
|
|
Fredag d. 4. november 2005
Frisk ankommet i en lettere beruset tilstand, kaprer undertegnede og hans to kompagnoner (MGS og hoffotograf Satoren) den nærmeste Burger King for at stille vores efterhånden store sult (togrejsen tog 4 timer). Efter at have konsumeret hvad ville brødføde en landsby i Sierra Leone en måned, begiver vi os hen til Studenterhuset ved ottetiden for at kaste os ud i det Ålborgensiske metalliv. Desværre kommer vi for sent til alt undtagen Six Feet Under og Deicide så vi må tage til takke med en god gang Florida død denne aften. Salen er i år bedre besøgt end sidste år med ca. 4-500 bangers og et par enkelte svenskere, Chris Barnes og Co. Spiller et udmærket gig men spørg mig ikke om sange da min sindstilstand på dette tidspunkt ikke var fuld funktionsdygtig. Dog synes jeg nu at bandet ikke er synderligt ophidsende at se på, men fansene morer sig gevaldigt så fuck mig. Derefter oplever jeg noget af det sjoveste/latterligste i hele mit liv, mens vi sidder backstage og får en stille øl og en sludder med de lokale bands og kolleger høres et brøl i det fjerne. Pludselig stormer en megaberuset Glen Benton ind i backstage området og brøler Who’s First i bedste Brian stil, manden har desuden for tiden en besynderlig lighed med Tom Savini, udover at han nu har fået pagehår (fnis) og er blevet en del federe.
Manden pøbler alt og alle an, hvilket tydeligvis gør hans kollega Steve Asheim (trommer) mere end flov. At denne mand efterhånden har været i branchen så længe er ufatteligt, man skulle tro at han enten ville lande i den lokale psykiatri afdeling eller i spjældet. Værre bliver det så under koncerten hvor manden bare laller rundt på scenen, for han spiller i hvert fald ikke en rigtig tone på hans bas. De to nye Deicide guitarister i form af Jack Owens (eks. Cannibal Corpse) og Ralph Santolla (Iced Earth turneguitarist) gør ellers et godt job selvom Mr. Owens har karisma som en ostemad. Man har dog et sjovt lille indlæg hvor en roadie kommer på scenen forklædt som Elvis og giver et lille nummer, men ellers er det kaos i renkultur. Glen kommer med den samme snak mellem numrene omkring 4-5 gange, hvis han da ikke spytter på sine fans eller kyler flasker efter folk. Desværre får jeg ikke med at der efter koncerten er en mand fra Kolding der meget gerne ville snakke lidt mand til mand med Mr. Benton, desværre kommer bandets turne manager i vejen og redder Glens lille mås.
Lørdag d. 5. november 2005
Efter at have kureret mine tømmermænd hjemme hos Mortens onkel og tante (tak for husly) begiver vores muntre trio sig tilbage til gerningsstedet for at være med fra starten denne gang. Så efter en lille pils til at komme sig på, er det fluks ned og se Anubis Gate som her optræder uden deres sanger Torben Askholm, som bliver erstattet af bassist Henrik som dog gør et udmærket job. Bandet spiller et fint udpluk af deres to albums og især "Purification" fra debuten tager kegler hos undertegnede. Bandet er dog ikke helt fyret op, hvilket nok heller ikke er så mærkeligt når man tænker på hvilket tidspunkt de spiller på, det er også nok grunden til at salen ikke er helt fyldt op endnu. Derefter får jeg til min store skuffelse ikke oplevet Deadsoil, især efter jeg erfarer at bandet består af tidligere medlemmer af Night In Gales men desværre havde jeg aftalt et interview med Anders Björler som jeg aldeles ikke ville gå glip af.
Engel er dernæst på programmet og består ligeledes af et par kendte ansigter som Marcus Suneson fra The Crown (RIP) og tidligere In Flames guitarist Niclas Engelin. Deres tidligere bands stile skal man dog lede længe efter i Engel's lyd der mere er en blanding af Tool og Rammstein. Svenske Pathos går jeg også glip af på grund af andre aktiviteter (æde, skide, drikke - dog ikke altid i samme rækkefølge) men heldigvis er tarmen tømt i tid til norske Lumsk som tager studenterhuset med storm.
Det norske Folk Metal ensemble havde uden tvivl publikum med på deres side og hvem ville da heller ikke det, med de to underskønne jenter på scenen. Især sangerinde Stine som havde en stemme der kunne få isbjerge til at smelte, desuden var der mere end gang i de resterende musikere som der var syv af i alt, hvilket ellers gav bandet en del mindre plads at gå amok på. Derefter var det så det bugnende metal marked der stod for skud på undertegnedes plan, hvilket min efterhånden slatne tegnedreng ikke brød sig om. Man kunne igen gøre gode indkøb ved DieHard Metalshop og Target, udover at der i år også var en masse guf at hente hos VME. Desuden var der gothic tøj til pigerne og drengepigerne (hehehe) og selvfølgelig en dejlig masse alkohol.
Cataract var derefter en blandet affære for mig. Bevares, musikken var ganske ok, men jeg synes alligevel at deres stil var alt for forudsigelig og ensformig. Det samme kunne man i hvert fald ikke sige om lokalheltene fra Hatesphere. De fem århusianere tog publikum ved struben og tæskede det godt og grundigt sammen i den lille time man havde. Heldigvis havde bandet en masse nye fede numre fra "The Sickness Within", hvorfra vi bl.a. fik "Reaper Of Life" og "The Fallen Shall Rise In A River Of Blood".
Bredahl styrede publikum med sikker hånd og fansene åd bandet ud af hånden, desuden har jeg sjældent set en trommeslager som Anders, der er så meget med i showet. Manden fik endda lov til at give en bette trommesolo, såmænd. Næstsidst på menuen var det så tid til Hypocrisy, som også er aktuelle med nyt i form af "Virus". Desværre var der ikke så mange numre fra den, men folk tog da også kærligt imod de gamle klassikere som "Roswell 47" og "Inferiour Devoties". Desværre havde bandet en del tekniske problemer, men nu havde de også alt muligt lort kørende fra bånd mens de spillede.
Rosinen i pølseenden gik til endnu et sæt svenskere i form af The Haunted, som jeg ikke troede ville kunne levere, da de backstage efterlod et ret træt indtryk, hvilket guitarist Anders forklarede var på grund af jetlag. Men med de første toner af "No Compromise" brød helvede løs. Faktisk var bandet en del mere energiske end publikum, der efterhånden var ved at være mærket efter to dages druk og metal.
Især sanger Peter Dolving er en psykopat lige efter bogen; manden hoppede og dansede rundt som en bersærk, alt imens han leverede en fed vokal. Setlisten var en fed blanding af alle bandets plader med numre som "Trespass", "Undead", "Hate Song", "All Against All" og den superfede "Abysmal". En cool ting bandet havde lavet var at forbinde enkelte sange til små medley’s så man kunne få fyret så meget materiale af som muligt. Konklusionen er, at det igen var en succes for alle til Ålborg Metal festival og der er ingen tvivl om, at jeg dukker op igen til næste år. Dog håber jeg, at DSB til den tid har taget sig sammen så jeg ikke skal bruge seks timer på at komme hjem. Jeg dedikerer derfor hermed "Hate Song" til DSB - eller som jeg nu kalder dem Debil Spasser Befordring!
Se også: Interviews med The Haunted og HateSphere
- Bjorn
|
|
A M F 2 0 0 5
|
|
